Seerah – Islamisk historie fra Profetens fødsel, hans opvækst, profetskab, etablering af islamisk samfund, udbredelsen af Islam indtil Profetens (saws) død

Verden i år 570

År 570 er omkring 1400 år siden. Det var på den tid, da Profeten Muhammad (saws) blev født i Arabien. Dengang var alting helt anderledes end det er nu. Der var ingen biler, ingen store fabrikker, ingen computere og ikke engang blyanter. Folk i hele verden levede for det meste i små byer, hvor husene som regel var lavet af ler og plantedele og man kendte ikke så meget til folk andre steder i verden. Folk i Afrika havde ikke hørt om indianerne i Mellemamerika og eskimoerne på Grønland vidste ikke, at der levede mennesker med en anden hudfarve i Australien. Men der var nu nogle folk, der rejste rundt. Det var folk, som tog til andre områder langt væk for at købe og sælge forskellige varer, som fx smykker, stof, krydderier, håndarbejde og lignende.

Der var også andre, der kom til fremmede lande, det var soldater eller krigere. Store områder i verden var nemlig kontrolleret af nogle få mænd, som elskede magt og rigdom. Derfor sendte de soldater ud for at bekrige andre folk, så de kunne få nye landområder. Alle de områder de fik i deres magt, var deres imperier. Det romersk-byzantinske rige var der, hvor vi i dag har Grækenland, Italien, Spanien, Tyrkiet, Palæstina, Israel, Egypten, Libyen, Tunesien, Algeriet og Marokko. Det persiske imperium var det, vi i dag kender som Iran.

I Vesteuropa var der mange forskellige små grupper af folk, som bekrigede hinanden for at få fat i hinandens rigdomme og land, i Danmark og Sverige var det f.eks. vikingerne. Kina havde ellers været et stort samlet land, men så var de forskellige folk begyndt at bekrige hinanden. Indien var delt i små stater, som var i krig med hinanden. Andre steder i mere øde områder var der banditter, som overfaldt folk og stjal, hvor de kom. Hvis man kigger på et verdenskort, vil man se, at der var krig og ingen orden i store områder af verden.

Der var ikke mange skoler dengang. Almindelige mennesker gik ikke i skole. Det var kun folk med magt og penge, som fik deres børn i skole, og der var ingen piger, som kom i skole. I skolen lærte drengene som regel kun at sige digte eller religiøse tekster udenad. Så de fleste folk vidste ikke særlig meget om noget, og kun nogle få mennesker kunne læse og skrive. Hvis der var nogen dygtige og kloge mennesker, brugte man dem som regel til at opfinde nye ting, som man kunne bruge i krig. F.eks. skulle de opfinde bedre våben eller lave gode planer for, hvordan de kunne vinde i krig.

Ingen tænkte på at lære om fysik, biologi, kemi, geografi, kunst og så videre. Og bøger var luksus, som kun de rige havde råd til.

Folk dengang troede på mange forskellige religioner, vikingerne troede på, at der var flere guder, for eksempel Odin, Thor, Sif og Freja. Indianerne troede på, at der fandtes magtfulde ånder i vand og træer. I det persiske Imperium, troede de på, at ilden var guds søn. Og i det romersk-byzantinske rige var de kristne.

I Arabien, hvor Muhammad (saws) blev født, var de fleste folk beduiner. En beduin er en nomade, som ikke har noget hus, men som flytter fra sted til sted. Det var fattige mennesker, men de fleste havde nogle kameler eller heste eller geder. De flyttede rundt sammen med deres familier, for at finde mad til deres dyr. Med tiden havde mange af disse beduinfamilier slået sig ned forskellige steder, hvor der var vand og derfor også mad til dyrene. Sådan et sted hedder på arabisk wadi. Og efterhånden var det blevet til små landsbyer ved wadi’erne. Mange af de folk, der rejste fra Indien til Palæstina og Europa for at handle med varer, holdt pause i disse små byer. På den måde blev der også megen handel i de byer og araberne blev meget dygtige handelsfolk.

Araberne havde ingen fælles konge eller leder. De levede i deres små grupper, eller stammer, hvor alle på en eller anden måde var i familie med hinanden. Hver stamme var ledet af en Sheik, han havde ret til at bestemme alt. Hver stamme fungerede, som om de var et lille land for sig selv, de havde deres egen leder og deres egne regler. Folk fra andre stammer var fremmede, og hvis en blev uvenner med en fra en anden stamme, hjalp man altid den fra sin egen stamme, lige meget om han havde ret eller uret. Mange gange overfaldt de forskellige stammer hinanden, bare for at vise hvor stærke de var.

Araberne havde mange forskellige religioner, nogen var kristne, nogen var jøder, men de fleste troede på, at der var mange forskellige guder, de var afgudsdyrkere. De lavede små figurer af ler eller træ, som de bad til og som de troede kunne hjælpe dem. Araberne var meget vilde. Når de angreb andre eller tog folk til fange, slog de dem ihjel på de mest uhyggelige måder. Mange arabere kunne ikke lide at få pige-børn, så de begravede de små babyer levende. Det var almindeligt at spille og drikke masser af vin og alkohol. En mand kunne gifte sig med lige så mange kvinder han ville, endda sin egen mor!. Det eneste gode, man kan sige om araberne på den tid, er, at de var meget modige, og at de behandlede deres gæster meget godt. En gæst blev altid budt velkommen, og kunne blive lige så længe han ville.

En af de arabiske stammer hed Quraish og de boede i byen Mekka. Ifølge folkene fra Quraish stammede de fra Profeten Ibrahim, hans hustru Hager og deres søn Ismail. Som du nok husker, var Hager og Ismail de første der bosatte sig i det område som blev til byen Mekka. Quraish stammen var afgudsdyrkere. De havde meget magt i Mekka, hvor der også levede andre arabiske stammer. Mange af folkene i Mekka var handelsfolk, de elskede rigdom og magt, men der var også mange fattige mennesker der. De havde det rigtig dårligt, fordi der ikke var nogen der hjalp dem.

Sådan så verden, Arabien og Mekka ud, da Allah sendte sin sidste profet til menneskene. Som du kan se, var der rigtignok stor brug for, at folk i hele verden lærte at leve på en bedre måde og lærte om den eneste rigtige Skaber, Allah.

 

Profeten (saws) og de ”første” muslimer

Islam er en gave, som Allah har sendt til alle os mennesker. For Allah er det lige meget om der er èn muslim eller flere millioner muslimer. vi skal ikke tilbede Ham fordi han har brug for det, og vi skal ikke lære om Islam for Hans skyld. Når vi er muslimer, er det fordi, det er det bedste for os. Det er os der har brug for Allahs hjælp og det er os, der har brug for at leve et godt liv, så Allah vil elske os og give os gode ting i dette liv og i det næste liv.

Allah har ikke brug for dem og Allah er fri fra alle behov. (64:6)

 Da Muhammad (saws) blev profet, var der mange mennesker der begyndte at lære om alt det gode som der er i Islam. Der var mennesker som havde troet på at sten eller træfigurer kunne være guder, men som lærte om Islam fra Profeten (saws) og der var børn, som lærte om islam fra deres forældre, og som gjorde deres bedste for at være god muslimer, lige fra de var børn af.

Her kan du læse om Profeten (saws) og nogle af de første muslimer.

Det skal her nævnes, at hilsnen salalahu aleihi wa salam, (Allahs fred og velsignelse være med ham) hver gang Profetens navn nævnes.  I teksten betegner vi hilsnen med forkortelsen (saws).

 

PROFETEN MUHAMMAD (saws)

Muhammed (saws) blev født i Arabien i stammen Quraish. Han voksede op som forældreløs. Hans far døde før han blev født, og hans mor døde da han var lille. Muhammed voksede derfor op først hos sin bedstefar, Abdul-Muttalib og derefter hos sin onkel Abu Talib. De holdt begge meget af den forældreløse Muhammed og de tog sig godt af ham. Da Muhammed blev stor og stærk nok til at kunne arbejde, begyndte han at arbejde som hyrde i udkanten af Mekka, hvor han boede.

Muhammed  (saws) var stadig bare et barn, da han arbejdede som hyrde. Senere da han blev lidt ældre, plejede hans onkel Abu Talib at tage ham med på handelsrejser til andre områder. Abu Talib og mange andre mekkanere var nemlig handelsmænd. De tog på lange handelsrejser, og deres kameler bragte mange forskellige varer med tilbage til Mekka. Dette var en god og spændende oplevelse for Muhammed (saws), og da han blev ældre kunne han selv lede handelskaravaner.

I Mekka boede der en rig enke der hed Khadijah. Hun ejede flere handelskaravaner og hun ansatte Muhammed (saws) til at lede karavanerne. Der tog hun en klog beslutning, for Muhammed (saws) var en ærlig og dygtig handelsmand. Senere giftede Muhammed (saws) og Khadijah sig, de boede i Mekka, hvor de levede lykkeligt og fredeligt med deres børn.

Som årene gik og Muhammed (saws) blev ældre, begyndte han at tænke over mange ting. Selv om han var lykkelig med sin lille familie, var der mange ting som bekymrede ham. Han gik ofte op til bjergene udenfor Mekka, og i en hule i Hira-bjerget plejede han at sidde i fred og ro og tænke; Hvordan var det gået til, at han der engang var et forældreløs barn, nu var blevet en rig mand? Han tænkte også; Jeg har en god kone og dejlige børn, men alligevel er jeg ikke helt lykkelig!.

Muhammed (saws) vidste godt hvorfor det var sådan, for han havde længe været bekymret over situationen i Mekka: De fattige fik ingen hjælp, ingen hjalp de forældreløse og de syge fik ingen behandling. Folk i Mekka var vist bare interesseret i at tjene penge. Og når de havde tjent nogen penge ville de bare have mere!.

Disse tanker havde plaget Muhammed (saws) i årevis. Men så en dag da Muhammed (saws) var 40 år var han i sin hule i Hira-bjerget og en engel vist sig for ham. Englen som hed Jibril (Gabriel) sagde blandt andet til Muhammed (saws):

 

”Forkynd i din Herres navn, Ham som skabte, som skabte mennesket af en klump af blod”.

(al-Alaq:  )

 

Muhammed (saws) forstod hvad englen mente. Han skulle gå til Mekka og fortælle folk, at Allah har skabt mennesket, at Allah har skabt alt det menneskene har brug for og at menneskene derfor skal være taknemmelige overfor Allah. Menneskene skal bede til Allah og skal følge Ham. Det er Allahs vilje at man skal tage sig af de syge og fattige, og at man altid skal sørge for at gøre godt og leve et værdigt liv. Gør man det, vil man efter døden få stor belønning fra Allah. Men de der med vilje gør ondt, vil få en streng straf, hvis ikke de ærligt fortryder det de har gjort og beder Allah om tilgivelse.

I begyndelsen var Muhammed (saws) urolig, for han havde aldrig set en engel før. Alligevel forstod han at englen havde givet ham svar på alle de spørgsmål, som havde plaget ham. Muhammed (saws) havde længe undret sig over hvem der havde hjulpet ham og nu forstod han at det var Allah (swt). Han havde jo også tænkt på hvorfor folk i Mekka var så nærrige og grådige overfor de fattige, og nu vidste han, at det var fordi de var ulydige overfor Allah. Men Allah har skabt mennesket og alt andet, så derfor må menneskene adlyde Allah (swt) og kun Ham.

Da Muhammed (saws) kom tilbage til byen, fortalte han sin kone Khadijah, hvad der var sket og alt hvad englen Jibril havde sagt. ”Allah vil aldrig lade der ske dig noget ondt” sagde hun til sin mand, ”for du gør mange gode ting. Du holder familier sammen, du hjælper de fattige og andre der har brug for det, du behandler dine gæster godt og du klarer tålmodigt vanskeligheder og er ærlig”.

Muhammed (saws) blev selvfølgelig glad for at hans kone også troede på Allah og ville støtte Ham. Han begyndte at fortælle sine venner om englen Jibril og om hvad Jibril havde sagt til ham. Til at begynde med, var det kun nogle få stykker der var interesseret i, hvad Muhammed fortalte. De fleste hørte ikke efter, for de havde så travlt med at tjene penge, så de havde ikke tid til at tænke på Allah.

I tiden derefter fortsatte englen Jibril med at vise sig for Muhammed (saws), og han mindede hele tiden Muhammed (saws) om de samme ting. Muhammed var blevet udvalgt til at være Allahs profet, og det var hans opgave at fortælle folk at de skulle gøre godt og at de ikke måtte tilbede andre end Allah. Muhammed (saws) skulle også fortælle dem, at de skulle give nogle af deres penge til de fattige.

Endelig begyndte Muhammed (saws) at få tag i/ at komme i kontakt med folket i Mekka. Han talte på en venlig og god måde om, hvad Allah ønskede de skulle gøre: Når du har nok at spise og der er fattige, som sulter, må du give dem noget af din mad at spise og noget af dit tøj at have på. De syge skal plejes og man skal tage sig af de forældreløse. Hvis du gør dette som Allah ønsker, vil du få belønning. Men Muhammed (saws) måtte også advare dem om, at hvis de ikke gjorde det, ville de få en hård straf fra Allah.

Desværre var der mange mennesker, som bare lo af det Muhammed (saws) fortalte dem. Men endnu værre var det, at de nægtede at tro på Allah, så de fortsatte med at tro på, at det var vigtigere at have mange penge. Nogen af dem kastede endda sten efter Profeten (saws), og de dræbte nogen af dem, som fulgte ham og troede på Allah. De blev mere og mere ondskabsfulde, og til sidst besluttede de sig for at få Muhammed (saws), hans venner, slægt og familie ud af byen. De sendte dem til en dal ved bjergene udenfor Mekka og ingen fik lov til at besøge dem eller at tage mad til dem. Der måtte de blive i 3 år og mange gange var de så sultne, at de måtte spise blade fra træerne, for de havde ikke noget mad.

Livet var så hårdt og efter nogen tid der døde Muhammeds kone Khadijah. Muhammed (saws) blev meget ked af det, men så kom englen Jibril og forklarede profeten Muhammed (saws) at Allah ville hjælpe ham. Han skulle tage sin familie og sine venner med sig væk fra Mekka og til en anden by, der hedder Medina. Englen sagde at folkene i Medina ville høre på ham og følge Allah (swt).

Muhammed (saws) bad sine børn og venner om at forlade Mekka og tage til Medina og alle som troede på Allah og som kun tilbad Ham rejste, de sidste der tog fra Mekka var Muhammed (saws) og hans ven Abu Bakr. Men dette var ikke nok for folkene i Mekka, nu ønskede de også at dræbe Profeten (saws), fordi han havde talt til dem om deres dårlige handlinger, men det lykkedes for Muhammed (saws) at komme ud af Mekka, mens Folkene var på vej for at dræbe ham. Ali, Profetens modige fætter, lagde sig i Profetens seng, så folkene skulle tro, at Muhammed (saws) stadig var der. Men Muhammed (saws) og Abu Bakr var allerede kommet langt væk fra Mekka, og der gemte de sig i en hule for at ingen skulle se dem.

Da folkene opdagede at det var Ali, der lå i Profetens seng og at Profeten (saws) var sluppet fra dem, blev de meget gale, men der var jo ingenting de kunne gøre på det tidspunkt, for Muhammed (saws) var allerede langt væk fra dem og deres onde planer.

Medina var helt anderledes end Mekka, for i Medina havde Muhammed (saws) flere venner. Men mekkanerne havde ikke opgivet deres onde plan, så de tog afsted til Medina for at starte en krig imod Profeten (saws) og de andre troende. Men Allah hjalp Profeten (saws) og de troende og Han beskyttede dem mod deres fjender.

I Medina modtog Muhammed (saws) flere budskaber gennem englen Jibril. Alle de budskab som kaldes åbenbaringer blev samlet i en bog som hedder Koranen. I Koranen kan vi læse hvad Allah har sagt til menneskene.

Profeten (saws) og de troende byggede en moské i Medina, hvor de bad fem gange hver dag. En gang om året fastede de en hel måned. I den måned måtte de hverken spise eller drikke noget hele dagen, de øvede sig i at være uden mad og drikke for Allahs skyld. Sådan lærte de at klare sig med lidt og så havde de også mere at give til de fattige. De gav også nogle af deres penge til de fattige.

Muhammed (saws) og de troende troede på Allah og bad kun til ham, de var lydige mod Allah og gjorde som Allah ønskede de skulle gøre, derfor blev de kaldt muslimer. Alle de, der tror på Allah, tilbeder Ham og lever som Allah forklarer at vi skal i Koranen, er muslimer. De som ikke tror på Allah, som ikke vil leve som Allah ønsker det og som prøver at angribe og dræbe muslimer, er vantro.

Muhammed (saws) og de troende levede i Medina i mange år, og flere gange måtte de forsvare sig mod fjendernes angreb. Mange gange blev de tvunget til at slås mod dem, men i disse krige hjalp Allah muslimerne. I kapitlet om de muslimske slag, kan du læse hvordan muslimerne kunne klare sig, da mekkanerne angreb dem.

Efterhånden begyndte muslimernes fjender at forstå, at de ikke kunne klare sig mod muslimerne, når de havde hjælp fra Allah, til sidst sagde de til sig selv; ”Vi må opgive at slås mod dem, for ingen er stærkere end Allah (swt). Vi kan ikke vinde over Muhammed (saws), for Allah er på hans side. Det er nok bedre at vi også tror på Allah og kun tilbeder ham”.

Muhammed (saws) og de troende var meget glade for, at de mange krige endelig var ovre. Allah havde hjulpet dem som Han havde lovet dem, nu kunne de rejse tilbage til Mekka, hvor de havde været de første, som troede på Allah (swt).

Da de kom til Mekka, bad de alle sammen. Bagefter blev nogle af dem i Mekka, mens andre rejste tilbage til deres hjem i Medina, hvor de havde slået sig ned. Efter dette besøgte muslimerne i Medina en gang om året Mekka fordi Ka’baen var der.

Ka’baen er et stort stenhus uden vinduer, som ser ud som en stor kube. Huset er bygget af profeten Ibrahim (as), som levede længe før Muhammed (saws). Når du ser Ka’baen bliver du mindet om, hvad Allah har fortalt menneskene de skal gøre; De skal tro på Allah, De skal kun tilbede Ham og de skal altid handle godt. Dette er Allahs bud til mennesket. Allah, som har skabt mennesket og universet, har sendt mange profeter til menneskene med budskaber fra Ham. Muhammed var altså den sidste af disse profeter, og da han døde efterlod han sig Koranen, hvor hele Allahs budskab er nedskrevet.

I Koranen kan du også læse om nogle af de andre profeter, som Allah har sendt og som levede længe før profeten Muhammed (saws). Nogle af dem kan du også læse om i denne bog.

 

Aisha bint Abu Bakr as-siddeqah – de troendes moder

Aisha var Profetens hustru, abu Bakr’s datter og en meget dygtig og lærd muslim og leder. Her er historien om Aisha og hendes liv sammen med Profeten, hvor hun lærte så meget om Islam.

Khawlah bint Hakim bankede på døren hos Aishas mor, Umm Ruman. ”hvad er der?” spurgte Umm Ruman, og Khawlah svarede: ”Oh, hvilken velsignelse Allah har sendt dig, Profeten (saws) har sendt mig for at bede om at blive gift med din datter”. Umm Ruman blev meget glad, men bad Khawlah om at vente til Abu Bakr, Aisha’s far kom hjem.

Da Abu Bakr kom hjem og hørte nyheden, blev han egentlig glad, men der var et problem, for han havde allerede for længe siden lovet en anden mand, al-Mut’im ibn Adi’s søn, at han måtte gifte sig med Aisha. Abu Bakr sagde: ”Jeg er ikke en mand, som bryder mit løfte, men lad mig spørge al-Mut’im om han stadig vil have hende”.

Da Abu Bakr kom hen til al-Mut’ims hus, blev han klar over, at al-Mut’im ikke var glad for at Abu Bakr og hans familie var blevet muslimer, og at de ikke længere tilbad afguderne i al-Ka’ba, derfor var han ikke mere interesseret i, at hans søn skulle giftes med Abu Bakr’s datter.

Abu Bakr skyndte sig hjem og bad Khawlah om at invitere Profeten (saws) til Abu Bakr’s hus, så han kunne fortælle Profeten (saws) at han meget gerne ville lade Aisha gifte sig med ham.

Før de blev gift, kom englen Jibril til Profeten (saws) og vist ham et slags billede af Aisha på et stykke grønt silkestof, og Jibril sagde: ”Dette vil være din hustru i dette liv og i det næste”.

Sådan gik det til, at Aisha blev gift med Profeten (saws), hendes brudepris var 500 dirham.

Aisha blev født i Mekka 9 år før Hidjra og hendes far Abu Bakr var Profetens nærmeste sahaba. Hun var 4 år gammel, da Profeten (saws) fik sine første åbenbaringer, og selvom hun blev udsat for afgudsdyrkernes had i Mekka, fordi hun var muslim, så var hun en energisk og glad pige, som var stærk og tillidsfuld til at klare forfølgelsen i Mekka. Af alle Abu Bakrs børn var hun den, som havde arvet flest af hans fremragende evner og klogskab.

Aisha var bare 6 år gammel, da Profeten (saws) giftede sig med hende. Det lyder nok lidt mærkeligt for os i dag, men man skal huske at de ikke holdt brylluppet før flere år efter, da Aisha var blevet 9 eller 10 år, og at Aisha da var en meget dygtig og moden pige, der kunne klare mange ting, og som på flere måder var nærmest voksen.

Profeten (saws) ville ikke lave om på Aishas trygge liv, da de blev gift. Hun skulle ikke flytte hjemmefra og være hans kone, før hun var blevet en ung kvinde, så han lod hende blive boende hos sine forældre. Profeten (saws) var derfor meget glad, når hun kom for at hilse på ham hver dag, når han kom og besøgte hendes far.

En dag hvor solen brændte meget stærkt, og alle mekkanerne holdt sig indendøre, kom Profeten (saws) til Abu Bakr’s hus, det var tid for muslimerne at flytte fra Mekka til Madina. Profeten (saws) og Abu Bakr tog straks afsted og da de var ankommet til Madina og havde fundet et sted at bo, sendte de bud efter deres familier.

 

Bryllupet

Profeten havde nu fået bygget den første moské, og ved siden af, var der en afdeling med værelser til ham og hans familie. Aisha var nu blevet ca. 9 år og var allerede en ung moden pige. Det var derfor blevet tiden hvor de skulle holde bryllup og hun skulle flytte ind i Profetens hus.

Brylluppet var simpelt, muslimerne havde jo forladt deres huse og forretninger i Mekka, så der var ingen af dem, som havde mulighed for at slagte et får og holde stor fest. Men Umm Ruman havde fået nogle af kvinderne i Madina til at gøre Aisha fint istand, hun fik vasket og ordnet sit hår og blev pyntet. Da hun var færdig, lod de hende sidde i hendes værelse, og så kunne Profeten (saws) og gæsterne komme. Da de var kommet, fik de bragt en skål med mælk. Profeten (saws) drak først af skålen og så gav han den til Aisha, men hun var for genert til at tage den, så Asma opfordrede hende til at drikke, og så drak hun. Derefter blev skålen sendt rundt til de andre gæster.

 

Aisha i Profetens hus

Aisha boede nu i et værelse, som lå i forbindelse med moskéen. Det var bygget af ler og palmeblade. Hendes eneste møbel var en madras, som lå på gulvet og et forhæng, som dækkede indgangen til hendes værelse. Men det var i dette enkle værelse, at mange vers fra Koranen blev åbenbaret til Profeten (saws), og det var i dette værelse, at Profeten (saws) senere blev begravet. I dette simple værelse startede Aisha et liv fuld af oplevelser, hun oplevede nogle af de vigtigste øjeblikke i islamisk historie og hun videregav meget vigtig viden om profetens liv til muslimerne, så vi siden da, har kunnet lære, hvordan vi bedst følger Profetens eksempel.

Aisha var ung og smuk, hun havde store øjne og krøllet hår. Hun var hurtig i opfattelsen, intelligent og havde en usædvanlig god hukommelse. Fordi hun var så ung, så huskede hun meget præcist, hvad hun så og hørte, og hun var hurtig til at lære. Alle vidste at Profeten var særlig glad for hende. Han tog stor hensyn til hendes unge alder, og lod hende have tid til sine veninder og til forskellig leg og spændende begivenheder. For eksempel så de engang sammen på nogle abyssinske krigere, der lavede en opvisning med deres våben i moskéens gård. Aisha kunne godt lide den slags oplevelser, og hun stod længe bag ved Profeten (saws) og så på den flotte opvisning.

Aisha vidste godt at Profeten (saws) holdt mest af hende, men alligevel kunne hun ikke lade være med at være noget jaloux på de andre af Profetens hustruer. Hun var mest jaloux på Khadijah, selvom hun var død og Aisha aldrig havde mødt hende. Hun var jaloux fordi hun vidste at Khadijah havde været Profetens (saws) bedste hustru. Khadijah havde jo støttet ham og troet på ham, da alle andre nægtede at tro, at han var profet.

Aisha fik ingen børn, for sådan havde Allah (swt) bestemt det, men hun passede og tog sig kærligt af sin søsters søn Abdullah, derfor var der mange som kaldte hende Umm Abdullah. Hun tog sig også af mange af sine nevøer og niecer, og hun var en god ”mor” for dem.

Engang da Aisha var med Profeten på en rejse, blev hun væk. Takket være Allah kom der en mand, Safwan ibn al-Mu’attil, forbi og fandt hende og han bragte hende med til Profetens lejr. Men desværre var der mange som begyndte at sladre og digte historier om denne hændelse, de mente at Aisha var blevet væk med vilje og at hun havde lavet dårlige ting, mens hun var væk.

Profeten blev helt forvirret over al den sladder, og Aisha blev meget ked af det, da hun opdagede, hvad folk sagde om hende, for hun havde jo ikke gjort noget forkert. Men så fik Profeten en åbenbaring fra Allah, som beviste overfor alle, at Aisha ikke havde opført sig dårligt. I åbenbaringen siger Allah, at folk ikke skal sladre om hinanden og at man vil få en stor straf for at lyve og digte historier om andre. Allah fortæller også muslimerne, at man skal bevise, at det man siger om andre er rigtigt, ellers skal man tie stille.

(24:11-19)

Muslimerne forstod nu, at Aisha havde en høj stilling hos Allah, den Alvidende, når Han havde åbenbaret dette for Profeten (saws), så Aisha kunne blive renset for løgnehistorierne. Derfor fik hun meget respekt fra de andre muslimer efter denne sag. Hun tilgav dem, som havde sladret om hende og hun talte kun om dem på en god måde.

Aisha levede med Profeten (saws) i 10 år. I løbet af disse år lærte hun alt fra Koranen og alt om Profetens sunnah. Hun fik utrolig stor viden fra Profeten (saws) selv, og hun glemte intet af alt det hun vidste.

 

Aishas farvel til Profeten (saws)

Profeten (saws) var netop kommet tilbage fra Hadj, da han følte sig syg. Hans hustruer skiftedes til at tage sig af ham og passe ham. Men Profeten blev mere og mere syg, og da han en dag flere gange spurgte, hvem der skulle passe ham næste dag, forstod de, at han ønskede at det skulle være Aisha. Så de andre hustruer lod Aisha passe ham derefter.

En sen morgen lå Profeten og hvilede sit hoved op af Aisha. På hans ansigt kunne man tydeligt se at han havde ondt. Aishas bror kom ind med en miswak i munden og da Profeten (Saws) så på den, kunne Aisha forstå på ham at han gerne ville have den. Asha fik miswaken fra sin bror og gjorde den parat til Profeten (saws) så han kunne rense sine tænder. Broderen gik, og Aisha sad og fjernede sveden fra Profetens pande med koldt vand, da han sagde: ”Oh Aisha, sandelig, døden er smertefuld”. Hun følte hans hoved tungt imod sig, og var klar over at Profeten (saws) var død. Hun lagde sit hoved på puden og græd.

Senere blev Profeten begravet hvor han døde – i Aishas værelse.

 

De lærdes lærer

Aisha var en af de fire sahaba, som har viderefortalt mere end 2000 ahadith. Hun fik den velsignelse at opleve Profetens sidste tid, og Allah (swt) gav hende den store ære, at lade hende sidde med Profeten (saws) i sine arme da han døde. Hendes hus blev et vigtigt sted for lærdom og vejledning. Abu Musa har for eksempel fortalt, at når nogen var i tvivl om et hadith, så spurgte de Aisha. En anden sagde engang, at hvis man samlede al den viden som Aisha havde på den ene side, og alle andre kvinders viden på den anden side, så ville Aishas viden være størst. Derfor var hun kendt som de lærdes lærer. Aisha frygtede og elskede Allah højt, hun levede et enkelt liv, også da muslimerne fik et rigere liv, efterhånden som muslimernes område blev større og deres samfund udviklede sig. Hun gav det, som khaliffen sendte hende til andre, og hun glemte endda at beholde noget til sig selv.

Aisha levede alligevel et rigt liv, ikke på ting men på viden og oplevelser og på grund af sit nære forhold til Profeten (saws). Hun har været meget betydningsfuld for muslimerne dengang og i dag.

Der var gået 58 år efter hidjrah, da Aisha en dag følte sig sløj, hun fik det hurtigt værre og efter kort tid døde hun. Aisha fik ingen børn, men hun blev de troendes moder. Og muslimer rundt i hele verden laver hver dag du’a for hende i deres salah.

 

Fatima – islams juvel

Profeten Muhammad (saws) nævnte fire kvinder, som var de bedste i hele verden, og hans datter Fatima (måtte Allah være tilfreds med hende) var en af dem.

Dette er den sande og inspirerende historie om Fatimas liv. Det er en historie om et enkelt livssyn, om kærlighed og hengivelse, om tro og mod. I denne historie findes megen sorg og smerte, men der findes også evig glæde og lykke.

For meget længe siden, ja mere end 1400 år, levede der en lille pige, som hed Fatima. Hendes fader hed Muhammad (Allahs fred og velsignelse være med ham), og moderen hed Khadijah (måtte Allah være tilfreds med hende).

Fatima var et af seks børn, hun havde tre ældre søstre, som hun elskede højt, og hun var meget lille, da en af dem giftede sig og flyttede hjemmefra for at skabe sit eget hjem.

Fatima var bedrøvet over dette, men hun var ikke alene. Udover forældrene, boede Baraka der, en venlig og rar kvinde, som havde passet på og hjulpet hendes far, siden han var lille. Desuden boede Ali der, han var faderens fætter, og Zayd, en ung mand, som Muhammad (Allahs fred og velsignelse være med ham) havde taget til sig.

Fatimas kærlige moder Khadija og Baraka var altid rare ved hende, og hun levede lykkelig og tilfreds. Ali var omtrent to år ældre, og var som en bror for hende. Fatima havde haft to brødre, men de døde begge to, da de var små.

Da Fatima var fem år, fik hun at vide, at hendes far var specielt udvalgt af Allah til at være Rasul Allah, som betyder Allahs sendebud. Som Allahs sendebud måtte Muhammad (Allahs fred og velsignelse være med ham) først fortælle sin familie og sine venner de gode nyheder om Islam. Han fortalte dem om Den Ene Gud, Allah, han sagde også, at de skulle være gode og holde sig væk fra det onde, at de skulle være venlige og hjælpsomme mod dem, som var i nød. Khadijah forklarede Fatima om det, som var faderens opgave.

Fra nu af kom Fatima nærmede sin far, og hun følte en dyb kærlighed til ham. Hun var ofte ved hans side, når han gik rundt i de smalle gader I Mekka for at besøge Kaba’en, eller når han gik til hemmelige møder, da han fortalte de første muslimer om Islam.

En dag, hun var ikke en gang ti år, gik hun sammen med faderen til Masjid al Haram, hvor Kaba’en står, faderen stod med ansigtet vendt mod den, og han begyndte at bede, mens Fatima stod ved siden af ham. En gruppe mennesker kom mod dem (de var fra Quraysh), de ville ikke tro på Islam, og de ville heller ikke have, at Muhammad (Allahs fred og velsignelse være med ham) skulle fortælle folk om Islam. En af dem var kendt under navnet Abu Jahl, og han var Muhammads (Allahs fred og velsignelse være med ham) onkel. Mens Muhammad (Allahs fred og velsignelse være med ham) stod bøjet i bøn, krænkede og spottede Qurasherne ham, de kastede også jord på Profetens (Allahs fred og velsignelse være med ham) skuldre. Kan du tænke dig, hvordan Fatima følte sig? Hvad skulle hun, en lille pige, stille op? Hvad skulle hun gøre?

Hun gik hen til sin fader og børstede jorden af ham, så stillede hun sig vredt op foran de ondskabsfulde mennesker og råbte til dem. De svarede hende ikke, og det virkede ikke som om, de følte nogen skam over det, de havde gjort. Den ophøjede profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) løftede panden fra jorden og hævede hænderne i bøn, han bad Allah om hjælp imod de vantro fra Quraysh.

En anden gang var Fatima med faderen, da han gjorde tawaf rundt om Kaba’en. Da nogle fra Quraysh omringede ham og prøvede at kvæle ham med hans egne klæder. Fatima råbte og skreg på hjælp, og en af profetens (Allahs fred og velsignelse være med ham) trofaste følgesvende, Abu Bark skyndte sig frem og klarede at få ham fri. Han spurgte Quraysherne, om de ville dræbe Muhammad (Allahs fred og velsignelse være med ham) kun fordi, han sagde: ”Min Herre og Opretholder er Allah alene”, men Quraysherne blev ikke rørt. I stedet for begyndte de også at slå Abu Bakr, de slog ham, til blodet begyndte at strømme fra hans ansigt og hoved.

Som tiden gik, så Fatima ofte faderen og de første muslimer blive behandlet lige så brutalt. Hele familien led meget på grund af Quraysherne. De to søstre Ruqayyah og Umm Kulthum led også, fordi de var gift med mænd, der var imod Islam. Ruqayyahs og Umm Kulthums brutale mænd lod sig da også skille fra dem og sendte dem  hjem til faderen igen. Muhammad (Allahs fred og velsignelse være med ham) var glad for at få døtrene hjem, og Fatima var overlykkelig. Desuden ønskede alle, at den sidste søster Zaynab skulle skilles fra sin ikke muslimske mand, så hun også kunne bo sammen med dem igen.

Både Ruqayyah og Umm Kulthum var lykkelige over at være hjemme hos forældrene på ny, men efter kort tid giftede Ruquayyah sig igen, men denne gang med en muslim, som hed Uthman. De forlod Mekka for at komme væk fra de onde Qurayshere og rejste over Rødehavet til Afrika, hvor de boede i mange år.

De vantro Qurayshere blev mere og mere brutale imod Profeten (Allahs fred og velsignelse være med ham) og de første muslimer. Til sidst tvang Quraysherne dem til at rejse fra deres hjem og drage til en ufrugtbar dal lige uden for Mekka, på det tidspunkt var Fatima kun tolv år gammel.

Muslimerne led i denne ufrugtbare dal, der fandtes kun lidt mad, så de sultede og havde det dårligt. Quraysherne tillod ikke nogen at hjælpe dem, komme med mad til dem eller på anden måde at have noget med dem at gøre. Alligevel fandtes der nogle, som var modige nok til at hjælpe dem af og til.

I tre år var muslimerne omringet i denne dal, hvor de led så meget, og Khadijah, Fatimas mor, døde kort tid efter dette. Samme år døde også en af Profetens (Allahs fred og velsignelse være med ham) onkler, Abu Talib, som altid havde været god mod Muhammad (Allahs fred og velsignelse være med ham). Dette år blev da også kendt som Bedrøvelsens år.

Fatima græd og græd, så meget, at folk troede, hun skulle dø af sorg. Men alligevel var hun ikke noget svagt barn. Hun indså, at hun måtte stå ved faderens side for at være en hjælp og støtte for ham, især nu hvor moderen var død. Fatima passede så godt på faderen, at folk begyndte at kalde hende for Umm Abi-ha (sin fars mor). Ofte blev problemerne med Quraysherne for meget for Fatima. En gang kastede Quraysherne sand i faderens hoved, så da han kom hjem, og Fatima så ham, græd hun, mens hun børstede sandet væk. ”Græd ikke”, sagde Profeten (Allahs fred og velsignelse være med ham) trøstende: ”for Allah beskytter din far.”

Profeten (Allahs fred og velsignelse være med ham) følte en speciel kærlighed for Fatima. Han sagde engang, at hvis nogen glædede hende, glædede de også Allah, og hvis nogen gjorde hende ondt, ville Allah Selv blive misfornøjet.

Fatima (måtte Allah være tilfreds med hende) fik navnet az-Zahra, som betyder, den strålende. Hun fik det på grund af sit strålende ansigt, der så ud som om hun sendte lys ud.

Profeten (Allahs fred og velsignelse være med ham) navngav fire kvinder, som de bedste i verden, og Fatima var en af dem. Det er let at tænke sig, hvor højt Profeten (Allahs fred og velsignelse være med ham) må have elsket hende.

Fatima var meget lig faderen. Aisha, en af Profetens (Allahs fred og velsignelse være med ham) koner sagde, hun aldrig havde set nogen, som lignede Muhammad (Allahs fred og velsignelse være med ham) så meget som Fatima, både når det gjaldt, hvordan hun snakkede, sad og ellers opførte sig.

Aisha sagde også, at når Profeten (Allahs fred og velsignelse være med ham) så Fatima komme, rejste han sig, kyssede hende og bød hende velkommen. Han førte hende hen til sin egen plads og bad hende sætte sig. Fatima gjorde det samme, når Profeten (Allahs fred og velsignelse være med ham) besøgte hende. Hun rejste sig altid glad, ønskede ham velkommen og kyssede ham derpå.

Fatima havde pæne manerer og snakkede på en venlig måde. Hun brugte meget tid på velgørenhedsarbejde, hun var altid specielt rar overfor de fattige og gav ofte alt hendes mad væk, tiltrods for at hun selv var sulten. Hun ønskede heller aldrig at leve sit liv i luksus. Fatima var klog og veltalende, så folk fik ofte tårer i øjnene, når de hørte hende tale.

Til sidst rejste muslimerne fra Mekka til Medina, hvor de håbede på at få lov til at leve i fred og vokse i styrke efter prøvelserne og lidelserne i Mekka. I Medina boede Fatima sammen med faderes i et enkelt hus, som han havde bygget ved siden af Moske’en. De havde meget at gøre, mange blev muslimer, og mange kom langvejs fra for at møde Profeten (Allahs fred og velsignelse være med ham) og lære om Islam. Mange af dem var fattige, og nogle af dem havde ikke engang deres eget hjem. Disse mennesker boede i en del af Moske’en, som kaldtes Suffaen. Fatima hjalp ofte til med at tage sig af disse mennesker, samt at skaffe mad til dem.

Muslimerne måtte også drage på lange vandringer og rejser, eftersom det fremdeles ikke var trygt i landet. Engang kom Profeten (Allahs fred og velsignelse være med ham) tilbage fra en rejse udenfor Medina. Som sædvanligt gik han først til Moske’en for at bede, så gik han, som han så ofte gjorde, for at træffe Fatima, før han hilste på resten af familien. Fatima ønskede ham velkommen med kys, mens hun græd.

”Hvorfor græder du?” spurgte Muhammad (Allahs fred og velsignelse være med ham) . ”Jeg græder over at se dig, åh Allahs Profet” (Allahs fred og velsignelse være med ham), sagde hun. ”Du er bleg og medtaget, dine klæder ser slidte og fattige ud.” ”Åh, Fatima”, sagde Profeten (Allahs fred og velsignelse være med ham) kærligt. ”Græd ikke – for Allah har udset din far til en gerning, som Han ønsker skal indgå i alle verdens hjem, både i byerne, landsbyerne og i teltlejrene (i ørkenen).” På denne måde forstod Fatima, hvor vigtigt hendes fars arbejde for Allah var. Hun forstod, hvilken enorm opgave han havde.

En vigtig og spændende begivenhed i Fatimas liv fandt sted, da hun havde boet i Medina et års tid. Hun var blevet en dejlig og yndefuld ung dame, Blandt dem, som tænkte på hende som sin kommende hustru, var Ali, Profetens (Allahs fred og velsignelse være med ham) fætter. Ali gik til Profeten (Allahs fred og velsignelse være med ham) for at bede om Fatimas hånd, men Ali var så genert, at han ikke klarede det. Profeten (Allahs fred og velsignelse være med ham) indså, hvorfor Ali var kommet og spurgte ham, om han ønskede ay gifte sig med Fatima. Dertil svarede Ali selvfølgelig, ja. Profeten (Allahs fred og velsignelse være med ham) blev glad og sagde: ”Velkommen i familien.”

Profeten Muhammad (Allahs fred og velsignelse være med ham) elskede Ali højt. Han var det første unge menneske, der blev muslim, han var pæn, modig, kløgtig og loyal.

Profeten (Allahs fred og velsignelse være med ham) gik til Fatima og spurgte hende, om hun ville giftes med Ali. Hun var for genert til at svare, men Profeten (Allahs fred og velsignelse være med ham) forstod udfra hendes tavshed, at det ville hun. Til brylluppet solgte Ali sin rustning og gav Fatima en lille sum penge i brudegave. Profeten (Allahs fred og velsignelse være med ham) udførte selv bryllupsceremonien. På det tidspunkt var Fatima nitten år gammel, og Ali var omtrent enogtyve. Alle i Medina glædede sig, og til brylluppet spiste de dadler, figner og andet enkelt men velsmagende mad. Alle var meget lykkelige.

Profeten (Allahs fred og velsignelse være med ham) gav Fatima en træseng med sammenflettede palmeblade, et fløjlstæppe, en lerpotte, en gryde, en skindsæk til at fylde vand i og redskaber til at male korn med. Dette var enkle men nyttige gaver, og det bedste han kunne give hende. Gaverne glædede hende da også meget.

For første gang forlod Fatima sin elskede fars hjem, for at begynde livet med sin ægtemand. Livet, sammen med hendes ægtemand Ali, var enkelt, ligesom det havde været sammen med faderen. Fatima var den eneste af søstrene, der ikke var gift med en rig mand. Hun måtte arbejde hårdt, for hun havde ingen hushjælp og gjorde derfor alt arbejdet selv. Hun malede korn, hentede vand, lavede mad, og alligevel havde hun tid til at hjælpe trængende.

En dag var Profeten (Allahs fred og velsignelse være med ham) sulten, men der fandtes ikke noget mad i huset. Han gik til Fatima, men hun havde heller ikke noget. Efter en tid fik Profeten (Allahs fred og velsignelse være med ham) fat i noget mad, og af det sendte han to brød og et stykke kød til Fatima. Også andre gange gemte Profeten (Allahs fred og velsignelse være med ham) noget af det mad, som han havde fået, til hende. Andre gange tog Fatima mad med til sin far, hvis hun havde noget, og ud fra dette vat det let at se, hvor højt far og datter elskede hinanden.

Fatima kom senere til at bo i et hus, som var nær faderens hjem. En af sahaba, som Profetens (Allahs fred og velsignelse være med ham) følgesvende kaldtes, havde givet hende huset, fordi han vidste, hvor glade både Fatima og Profeten (Allahs fred og velsignelse være med ham) ville blive over at bo i nærheden af hinanden.

Glæde og sorg fulgtes ofte ad i Medina. I det andet år efter hijra vendte muslimerne sejrende hjem fra slaget ved Badr, hvor de havde kæmpet mod Quraysherne. Mens de var borte, døde Ruqayya, Fatimas søster, af feber og mæslinger, og Fatima fulgte faderen til Ruqayyas grav, hvor de begge græd.

Alle muslimerne var triste, fordi den unge Ruqayyah, datter af den højt elskede Profet (Allahs fred og velsignelse være med ham) var død. Omkring samme tidspunkt fødte Fatima en dreng, og denne begivenhed fyldte folket med glæde. Dette var i Ramadan og Profeten (Allahs fred og velsignelse være med ham) gav barnet navnet al-Hassan, som betyder, den dejlige. Et år senere blev Fatima velsignet med endnu en søn, som blev kaldt al-Husayn, som betyder, den lille dejlige.

Fatima tog ofte de to små børn med til bedstefaderen Muhammad (Allahs fred og velsignelse være med ham). Han elskede dem højt, og da de begyndte at kravle og gå rundt, tog han dem med i Moske’en, hvor de kravlede op på hans ryg, når han bøjede sig i bøn. Profeten (saws) blev ikke vred, tværtimod passede han godt på, at der ikke skete dem noget.

Fatimas tredje barn var en pige, som blev kaldt Zaynab efter Fatimas søster. Det fjerde og sidste barn blev også en pige, som blev kaldt Umm Kulthum efter en anden af Fatimas søstre. Disse fire børn voksede op og blev meget kendte.

Selv om Fatima var meget optaget af at tage vare på sin familie, brugte hun også meget tid på at hjælpe muslimerne. I et af slagene (Skyttegravsslaget), hvor muslimerne sloges mod Quraysherne, var Fatima vældig aktiv. På slagmarken ledte hun bl.a. de muslimske kvinder i bønnen, og den dag i dag står der en Moske, som hedder Masjid Fatima.

Livet i Medina var fortsat heftigt, og da Fatima og hendes familie var så tæt på Profeten (Allahs fred og velsignelse være med ham), tog de altid del i de store begivenheder, der fandt sted, efterhånden som Islam blomstrede, blev mere kendt og stærkere.

Faderen havde kæmpet hårdt, men Allah retledte og beskyttede ham.

En Ramadan, da de havde levet omtrent ti år i Medina, snakkede faderen en dag alene med Fatima. Han fortalte, at som sædvanligt læste englen Jibril hele Quranen én gang hvert år, hvor Profeten (Allahs fred og velsignelse være med ham) gentog efter ham, men dette år havde Jibril læst Quranen to gange. Profeten (Allahs fred og velsignelse være med ham) fortalte herefter Fatima, athans tid på jorden nærmede sig slutningen. Kort tid efter blev han meget syg, og en dag sendte han bud efter Fatima. Da hun kom, kyssede Profeten (Allahs fred og velsignelse være med ham) hende og hviskede noget i hendes øre, og hun græd. Så hviskede Profeten (Allahs fred og velsignelse være med ham) en gang til, og da smilede Fatima.

Aisha, Profetens (Allahs fred og velsignelse være med ham) kone, så dette og spurgte Fatima, hvorfor hun først havde grædt og bagefter smilede. Fatima fortalte, at hun havde grædt, fordi Profeten (Allahs fred og velsignelse være med ham) havde sagt, at han snart skulle møde sin Herre. Det betød, at han skulle dø. Så havde han fortalt hende, at hun ikke måtte græde, fordi hun var den første i familien til at følge efter ham. Derfor smilede hun.

Ikke længe efter døde den ophøjede Profet (Allahs fred og velsignelse være med ham). Fatima, som var så nært knyttet til sin fader, igennem hele hendes liv, var overvældet af sorg. Hun savnede faderen så meget, at hun ofte blev set grædende, nogle sagde endda, at de aldrig så Fatima smile en eneste gang, efter at faderen døde.

Omtrent fem måneder senere, i den velsignede måned Ranadan, døde Fatima også. Hun døde fredeligt, mens hun lå og hvilede sig på gårdspladsen.

Den strålende Muhammads (Allahs fred og velsignelse være med ham) elskede datter, blev kun niogtyve år gammel.

Måtte Allah være tilfreds med hende.

 

Abu Bakr As-siddeq

Abu Bakr hed i virkeligheden ikke Abu Bakr, men Abdullah. Han var en af Profetens (saws) nærmeste venner, også før Profeten (saws) blev profet. Da Muhammad (saws) havde fortalt folk om at han var Allahs profet, var Abu Bakr en af de aller første der troede på ham. Så Abu Bakr var en af de første muslimer.

Da muslimerne havde et hårdt liv i Mekka, var Abu Bakr en af dem, der aldrig gav op. Han blev ved med at forsvare Islam, også selvom han vidste, at folk ville komme efter ham, og at de ville hade ham.

Det var Abu Bakr der rejste sammen med Profeten (saws), da de flygtede væk fra de blodtørstige afgudsdyrkere fra Mekka. Abu Bakr og Profeten (saws) gemte sig i den berømte Thawr-hule. Afgudsdyrkerne fandt dem ikke, fordi, som du nok husker, havde en edderkop lavet et edderkoppe-spind for indgangen til hulen og en fugl lå på sin rede der. På den måde kom de begge frem til Medina, uden at afgudsdyrkerne fik fat i dem.

I Medina var Abu Bakr en af dem, som var med i Profetens shura. Shura er en gruppe af muslimer, som er specielt dygtige og har stor kendskab til alle mulige ting, de skal hjælpe deres leder med at bestemme, og finde ud af, hvad der er bedst. Abu Bakr havde nogle penge, og fra dem gav han mange gange store summer til muslimer, som havde brug for hjælp.

Han købte også mange slaver fri, så de ikke skulle være slaver for andre mere. En af de slaver han købte fri, var Bilal, som var den første til at lave Adhan.

Da muslimerne skulle afsted til Syrien for at slås mod det romersk-byzantinske rige, gav Abu Bakr alt hvad han havde, til muslimer, der havde brug for det. Det eneste han beholdt, var det tøj, han havde med sig!

Da Profeten (saws) var syg og han nærmede sig sin død, bad han Abu Bakr om at lede bønnen, altså være Imam i stedet for ham. Men en dag hvor Profeten havde det lidt bedre, kom han hen til moskéen for at bede sammen med de andre. Da Abu Bakr så ham ud af øjenkrogen, gik han til side, for at lade Profeten (saws) lede bønnen. Men til alles overraskelse skubbede Profeten (saws) blidt Abu Bakr i ryggen, så han igen stod på imamens plads, og Profeten (saws) bad sin bøn bagved Abu Bakr.

Da Profeten (saws) døde, valgte folkene hurtigt Abu Bakr som deres første Khalif, eller første muslimske leder efter Profeten (saws). Folkene mente at Abu Bakr var den, som der bedst kunne lede muslimerne gennem de svære tider der skulle komme. Abu Bakr måtte derfor tage sig af alle de forskellige problemer, som muslimerne mødte. For eksempel var der en hel masse mennesker fra andre steder i Arabien, som sagde at de også var profeter, men det vidste muslimerne selvfølgelig var noget vrøvl, for de vidste jo, at Muhammad (saws) var den sidste profet fra Allah til menneskene. Abu Bakr skulle også tage sig af de oprørske stammer, som så en chance for at lave Islam om til deres egen fordel, og han skulle også stå for at organisere det nye samfund af muslimer.

Men med Allahs hjælp, klarede Abu Bakr alle opgaverne. Abu Bakr fik kælenavnet As-Siddiq, det betyder en, der bekræfter sandheden, eller man kan måske sige, en man kan stole på. og det var Abu Bakr lige til han døde.

Må Allah velsigne Abu Bakr og hans arbejde, og må han blive belønnet med en plads i Paradiset, som Profeten (saws) lovede ham.

 

Abu Huraira – ”kattefaderen”

En af de mest kendte af alle Profetens Sahaba, var ham, der blev kaldt Abu Huraira. Abu Huraira kom fra Banu Daws stammen, der levede ved kysten ved det Røde Hav. Banu Daws stammen havde engang hjulpet Profeten (saws) mod nogle af hans fjender. De var eller afgudsdyrkere, men da stammens sheik blev muslim, blev Abu Huraira nysgerrig efter at vide, hvorfor hans sheik havde valgt en ny religion. Han gik derfor til sin sheik for at få at vide hvad islam egentlig drejede sig om. Da sheiken, som hed al Tufail ibn ’Amr, fortalte alt det han havde lært om Islam, syntes Abu Huraira, at det var det klogeste og bedste han nogensinde havde hørt om. Derfor bestemte Abu Huraira sig hurtigt for, at han også ville være muslim.

Nu ønskede Abu Huraira bare at møde Profeten selv, så han gik igen til sin sheik og bad ham om, at komme med på hans næste rejse til Mekka. Sheik al Tufail sagde ja og derfor var Abu Huraira snart efter på vej til Mekka sammen med sheiken, for at møde den velsignede Profet Muhammad (saws).

Da de kom til Mekka, mødtes de med Profeten (saws), som spurgte hvad han hed. ”Abdu Shams” svarede han, for det var egentlig hans rigtige navn og det betyder en, der beder til solen. Profeten (saws) svarede ”tag i stedet for navnet Abdu Rahman – den der beder til og tjener den Barmhjertige”. Abu Huraira tog glad imod sit nye navn, for nu, hvor han var blevet muslim, vidste han at det ikke hjalp noget som helst at bede til solen, men at det kun er Allah den Barmhjertige som man kan få hjælp fra.

Abu Huraira blev i Mekka en tid, og en dag så Profeten (saws) at han holdt af at lege med kattene og deres killinger. Profeten (saws) kaldte på ham ”Oh, Abu Huraira”, det var for sjov at han kaldte ham Abu Huraira, for det betyder katte-far. Fra den dag af blev han altid kaldt Abu Huraira.

Da Abu Huraira havde været i Mekka i nogen tid og havde lært en masse om Islam fra Profeten (saws), tog han hjem til sit folk ved røde havet for at lære videre til dem, hvad han selv havde lært.

Senere da Profeten boede i Medina, rejste Abu Huraira og nogle af de andre muslimer fra hans stamme også til Medina for at bo der. Abu Huraira var ung og ugift, og da han heller ikke havde penge, boede han i et værelse i moskéen i Medina, sammen med andre meget fattige muslimer. Stedet blev kaldt bayt as Saff.

 

Abu Hurairas mor

Abu Hurairas far var død, så hans mor, der var enke, var rejst med sin søn til Medina, selvom hun stadig var argudsdyrker. Som du nok kan forestille dig var Abu Huraira meget ked af, at hun ikke var blevet muslim, han prøvede hele tiden at overbevise hende om at Islam er det eneste rigtige, og at der kun er én Gud, Allah. Men lige lidt hjalp det.

En dag da Abu Huraira prøvede at overtale sin mor til at blive muslim, begyndte hun at råbe og sige grimme ting om den velsignede Profet Muhammad (saws). Abu Huraira blev meget ulykkelig over at høre sin mor sige sådan noget, og med tårer i øjnene gik han til Profeten (saws).

Da Profeten (saws) så at hans gode ven græd spurgte han ham, hvad der dog var sket. Abu Huraira svarede: ”jeg har mange gange forsøgt at invitere min mor til Islam, men hun bliver ved med at sige nej. I dag, da jeg igen prøvede at snakke med hende, sagde hun nogle meget grimme ting, som jeg blev ked af at høre. Oh Profet, lav du’a til Allah for at min mors hjerte skal åbne sig for Islam”.

Profet lavede straks du’a til Allah for Abu Hurairas mor.

Da Abu Huraira kom hjem, så han at hans dør var lukket, han prøvede at åbne den men kunne ikke komme ind. Abu Hurairas mor var indenfor og hun råbte ”bliv derude, Abu Huraira”. Abu Huraira ventede lidt uden for døren, han kunne høre vand der plaskede.

Endelig råbte Abu Hurairas mor ”kom ind”. Med det samme han kom ind så han sin mor smilende og så sagde hun ”jeg bevidner at der er ingen anden gud end Allah, og at Muhammad er hans tjener og sendebud”. Abu Huraira blev så lykkelig, han omfavnede sin mor glædesstrålende og løb så afsted til Profeten, denne gang græd han af glæde. Han råbte ”Oh Allahs Profet, jeg kommer med godt nyt. Allah har besvaret din du’a – min mor er blevet muslim”.

 

Abu Hurairas gode hukommelse

Abu Huraira elskede Profeten (saws) og han blev aldrig træt af at se på ham. Engang sagde han: ”jeg har aldrig set så strålende et ansigt som Profetens, det er som om solens stråler skinner fra det”.

En gang da de sad i moskéen, hørte Profeten (saws) at Abu Huraira bad til Allah ”… Oh Herre, jeg beder for at Du må give mig viden, som jeg ikke glemmer”. Profeten (Saws) selv svarede ”Amen”. Fra den dag var Abu Huraira sammen med Profeten så meget som muligt, han ønskede at lære så meget han kunne. Sådan lærte han hele Koranen udenad og han lærte også så mange ahadith, at alle blev dybt imponeret over  hans viden.

Engang senere da en af sahaba undrede sig over, hvordan Abu Huraira kunne huske så mange ahadith, svarede Abu Huraira: ” folkene fra Mekka, al Muhajireen, var optaget af deres handel, folkene fra Medina, al Ansar, havde travlt med at dyrke deres jord. Jeg var bare en fattig mand, der ofte var sammen med Profeten (saws). Jeg var med ham når de ikke var og jeg huskede det de glemte”.

Abu Huraira var rigtignok fattig og mange gange havde han ikke mad at spise. Han har fortalt at sommetider, når han blev alt for sulten, gik han til andre sahaba og spurgte dem om nogle vers fra Koranen, selvom han godt kunne huske dem selv. Han håbede at de bagefter ville tage ham med hjem og give ham lidt mad.

En dag sad Abu Huraira på gaden, han havde bundet en sten til maven, så han ikke følte sig så forfærdelig sulten. Muhammad (saws) kom forbi og tog ham med hjem. Der fandt de et bæger med mælk, og Profeten (saws) sagde til Abu Huraira: ”gå til de fattige muslimer i bayt as Saff og inviter dem herhen”.

Abu Huraira var ikke særlig glad da han gik. Han tænkte: ”hvad skal ét bæger mælk gøre for så mange sultne mennesker. Bare jeg dog havde fået lov til at tage en slurk af det, inden jeg gik”. Abu Huraira hentede alle folkene fra bayt as Saff i moskéen, og de kom ind og satte sig ned i Profetens hus. Profeten (saws)sagde at Abu Huraira skulle tage bægeret og give det til de andre muslimer, så de kunne drikke.

En efter en drak de af bægeret lige til de ikke kunne drikke mere. Så gav Abu Huraira bægeret til Profeten som sagde ”vi er de eneste tilbage”, ”du har ret” svarede Abu Huraira. ”så drik” sagde Profeten og Abu Huraira drak lidt, for han ville levne det sidste til Profeten. ”drik” sagde Profeten (saws) igen. Abu Huraira tog en lille slurk mere, men Profeten (saws) blev ved med at opfordre ham til at drikke noget mere. Til sidst var Abu Huraira så mæt at han svarede: ”ved Allah, jeg har ikke plads til mere”. Så tog Profeten bægeret og drak det sidste.

 

Abu Huraira bliver guvornør

Senere da muslimerne vandt mange krige og blev rige, fik Abu Huraira det også bedre. Han havde tidligere arbejdet for en kvinde, der hed Busrah bint Ghazwan og hun havde til gengæld givet ham mad. Nu bled de gift og de fik sammen mange børn. Senere igen gjorde khaliffen Omar ham til Guvornør af Bahrain og khaliffen Mu’awiyah gjorde ham til guvornør af Medina. Men Abu Huraira glemte aldrig sit fattige liv. Han levede et almindelig liv og var ikke stolt over at være guvornør, men takkede Allah for alt det Han havde givet ham.

En dag da han gik hen af gaden med et stort læs brænde på ryggen, sagde han for sjov: ”gør plads for Guvornøren” lige som de fine og rige folk normalt ville sige. En gammel mand, der gik foran ham, svarede noget skarpt ”må Allah være barmhjertig med dig. Er der ikke nok plads til dig?”. Den gamle mand vidste jo nok, at en muslimsk guvornør ikke skal spille smart og være stolt over sin titel. Så sagde Abu Huraira ”gør plads for guvornøren og det læs brænde han bærer på sin ryg”. Da forstod den gamle mand, at Abu Huraira bare lavede sjov med sin titel og at det bare var på grund af det store læs brænde han bar, at de skulle gøre plads.

Abu Huraira blev også en leder indenfor islamisk viden. Da Profeten døde, begyndte Abu Huraira at lære muslimerne om alt det han vidste fra Profeten (saws) og om alt det Profeten (saws) havde sagt og gjort.

Engang var der en muslimsk leder, Marwan ibn al Hakim, som ville teste Abu Hurairas hukommelse i hadith. Han inviterede Abu Huraira, som nu var blevet meget gammel, til at sidde med ham og fortælle ham om, hvad Profeten (saws) havde sagt. I hemmelighed havde Marwan fået en skriver til at skrive alt det ned, som Abu Huraira sagde. Da de havde siddet samen i flere timer, tog Abu Huraira afsted. Efter et års tid inviterede Marwan igen Abu Huraira til at fortælle alt det han vidste, og på den måde opdagede Marwan, at Abu Huraira ikke havde glemt et eneste ord! Allah havde rigtignok hørt og givet Abu Huraira det han bad om – viden som ikke bliver glemt.

Abu Huraira tjente Islam i et langt liv, men da han lå i sin dødsseng græd han. Han sagde ”jeg græder ikke for dette liv, men for det lange liv foran mig, og jeg har ikke meget proviant med. Jeg står ved en vej der deler sig, den ene vej går til Paradiset, den anden går til Helvede og jeg ved ikke hvilken vej Allah sender mig”.

Abu Huraira var 78 år da han døde. Han havde da gjort et stort arbejde for, at muslimerne dengang og i dag kan lære om Profeten (saws) og muslimernes liv. Må Allah belønne ham med det højeste Paradis.

 

Uthman Ibn Affan – en mand fra  Ta’if

Mange fakler brændte i et af de smukkeste huse i Ta’if, som om der var nogen der fejrede noget indenfor. Affan, som ejede huset sad i et af værelserne på en silkepude, her ventede han på gode nyheder fra værelset overfor, hvor hans kone Arwah skulle føde en baby samme nat. En gruppe af kvinder var sammen med Arwah, og opmuntrede hende med, at hun nok ville få et dejligt barn, som skulle være lige så rig som sin far.

I et hjørne af rummet kunne man finde en kvinde der hed Sa’dah bint Kareez. Det var Arwahs tante. Folk troede på, at Sa’dah kunne spå om fremtiden, hun sagde, at hendes hjerte sagde hende, at barnet ville få en dejlig fremtid og ville blive berømt. Bag hende fødte Arwah en søn, og en af kvinderne gik straks ind og gav meddelelsen til Affan. Affan blev meget glad, for dengang var der mange, som blev mere glad for en dreng end for en pige. Affan beordrede sine tjenere til at slagte et får og lave mad. Han inviterede sine naboer over for at fejre fødslen af hans søn, som han ville kalde Uthman.

Der blev holdt en vidunderlig fest. Gæsterne kunne ikke mindes, at de nogensinde havde været til så flot en fest. Det var seks år efter ”elefantens år”. Uthman var altså født 6 år senere end Profeten Muhammad (saws). Uthman var født af rige forældre, og skulle bo i et stort og flot hus, hans far var en rig handelsmand. Muhammad var blevet forældreløs da han var meget lille, han levede fattigt og tjente penge som fårehyrde. Men de var i familie med hinanden, for Profetens tante var Uthmans bedstemor. Uthman voksede således op i et rigt hus, han fik det bedste tøj og dejlig velsmagende mad. Han var brun og en køn dreng, hans far var en æret mand fra Bani Umayyah og hans mor var en respekteret kvinde fra Bani Rabi’ah. Men i modsætning til de fleste andre rige folk fra ørkenen, var Uthman nøjsom, beskeden og gavmild.

Affan tog ofte sin søn med på sine handelsrejser, på den måde så Uthman mange andre lande og lærte meget om deres kultur, religion og traditioner. Uthman blev en veluddannet ung mand.

På en af rejserne skete det, at hans fader Affan døde. Arwah, hans mor giftede sig derefter med en ny mand, som hed Uqbah ibn Mu’ayt, det var Uthman ikke særlig glad for, men han fortsatte sin faders forretninger og fik god succes som handelsmand. Uthman rejste så til Makka, og her blev han gode venner med en af de mest respekterede handelsmænd, nemlig Abu Bakr. Også i Makka blev Uthman kendt og respekteret for sin beskedenhed og ærlighed, han holdt altid hvad han lovede, uanset hvad det måtte koste ham.

Da Uthman var over tredive, fik Profeten Muhammad (saws) sine første åbenbaringer. Og blandt de første muslimer var Abu Bakr, som gjorde alt hvad han kunne for at sprede budskabet om Muhammads profetskab.

Uthman havde endnu ikke hørt, at Muhammad var blevet valgt af Allah, som Hans sidste profet, men en dag hørte han at Profetens datter Ruqayyah var blevet forlovet med Utbah ibn Abi Lahab, som var Profetens fætter. Uthman var ked af det, for han havde håbet, at han selv kunne blive forlovet med Ruqayyah.

 

Udbredelsen af Islam

Tænk over det

Når vi er flere, der vil spille bold eller lege en leg aftaler vi som regel, at vi deler holdene, så der er lige mange på hver, eller så holdene er lige gode. Vi gør det fordi vi gerne vil have det sjovt sammen, og at det er mest fair sådan.

Men somme tider sker der alvorlige ting, nogen bliver uvenner eller der er krig mellem to lande, og så kan man jo ikke dele sig i lige stærke hold. 

Når det sker, tænker man måske, at det største land hurtigt vil vinde, men sådan er det ikke altid. 

Hvordan kan det mon lade sig gøre, at en lille gruppe kan vinde over en stor gruppe? Hvis vi læser i Koranen kan vi se, at det sagtens kan lade sig gøre. Det eneste man skal gøre er, at kæmpe for Allahs sag, stole på Allah og ikke være bange for at dø, så er der ingen der kan vinde over dig. For hvis Allah vil at man vinder, så vinder man, men hvis fjenden vinder og man bliver slået ihjel, så kommer man direkte til Paradiset, og det er det smukkeste og dejligste sted, der findes.

Da profeten (saws) begyndte at lære andre om islam fik han mange uvenner. Mange mennesker blev nemlig bange for alt det nye som Profeten (saws) lærte folk. De kunne godt se, at det var meget godt det han sagde, men de var bange for, at prøve noget nyt og sheikerne fra de forskellige stammer var også bange for at folk ville høre på Muhammad (saws) i stedet for at høre på dem. De blev faktisk så bange, at de ville gøre alt for at komme af med Profeten Muhammad (saws) og for at blive fri for at høre om Islam. Folkene i Mekka troede jo på, at der fandtes mange guder, så de havde selv lavet en hel masse figurer, som de bad til, og som de troede kunne hjælpe dem. I dag synes vi selvfølgelig det lyder meget fjollet, men folkene dengang i Mekka synes det var rigtigt, fordi det var det, de havde lært af deres forældre, og det de lærte deres børn.

Men der var også folk der troede på, at der kun er én Gud. Det var jøderne og de kristne og dem var der også mange af i området omkring Mekka. Men selv om de vidste at der kun er én Gud og selvom de havde læst i deres hellige bøger, at der skulle komme en sidste profet til menneskene, så havde mange af dem svært ved at tro, at det kunne være denne arabiske mand, og ikke en fra deres eget folk.

Så i begyndelsen havde Profeten (saws) mange fjender og kun få venner, der troede på ham. Men som du allerede har læst, blev det helt anderledes i løbet af nogle få år.

Men før det skete måtte muslimerne flere gange slås mod deres fjender for at få lov til at leve og at være i fred som muslimer.

 

Muslimerne bliver forfulgt

Som du vil huske, var det meget svært for muslimerne i begyndelsen. Quraish stammen, som Muhammad (saws) kom fra, begyndte at hade Muhammad (saws) fordi han ikke ville tilbede deres gude-figurer.

 

HIJRA

 

Slaget ved Badr

Da muslimerne havde boet i Madina i noget tid, begyndte de, at få et godt liv der, de havde fået deres eget lille samfund, og alting gik godt for dem. Allah havde lært dem, at de skulle betale zakat til de fattige, så alle kunne have det godt. Allah havde også lært dem, hvordan de skulle opføre sig, så de ikke gjorde noget forkert og så de ikke blev uvenner eller gjorde hinanden noget ondt. Naboer skulle være flinke ved hinanden, de unge skulle respektere de ældre og mænd og kvinder skulle være ærlige og  gode mod hinanden. Det blev forbudt at drikke alkohol og det blev også forbudt at tage renter hvis man lånte penge til andre. Der kom også andre love, som skulle beskytte samfundet og skabe mulighed for udvikling, det var for eksempel love for forældreløse, love om ægteskab og om kvinders rettigheder.

Jødernes fjendskab

Men ikke alt var fredeligt i Madina. De tre jødiske klaner Qaynuqa, Quraiza og Nadir var begyndt at fortryde, at de havde Profeten Muhammad (saws) i byen. Til at begynde med var de glade for ham, men da de opdagede, at han lærte folk en anden livsform, som var langt væk fra deres, blev de vrede. Jøderne havde et helt andet lukket form for samfund, som var beregnet på dem der var født jøder, så det var meget anderledes end det åbne og tolerante samfund som Profeten (saws) lærte folk om. Men Profeten (saws) fortalte også om, at jøderne ikke fulgte deres tidligere profeters lærer, og at Jesus, som jøderne hadede, var en profet sendt til dem. Desuden var der også jøder som forstod sandheden i det Profeten (saws) sagde, og som blev muslimer. Selv en af rabbinerne, Abdullah ibn Salam, blav sammen med hele sin familie muslimer.

Men hvorfor hadede jøderne Profeten og Islam, når det var et budskab fra Allah, som de selv troede på var den eneste Gud? Svaret ligger i stolthed og arrogance. Ligesom afgudsdyrkerne ikke ville opgive deres afgudsdyrkelse, ligemeget hvor ulogisk det er at tilbede sten, ligesådan ville jøderne heller ikke engang bare overveje at opgive deres måde at tro på, uanset hvor tydelige beviser der var for at de var langt væk fra den sandhed Allah havde vist dem.

Snart begyndte de jødiske ledere at mødes i hemmelighed for at planlægge, hvordan de kunne stoppe islams fremgang. På disse møde besluttede de, at de ville sende nogle jøder til muslimerne, som skulle lade som om de ville være muslimer. Når de så var blevet en del af det muslimske samfund, skulle de forvirre muslimerne i deres tro og få dem til at tvivle på Islam.

På et tidspunkt blev det så slemt, at det næsten lykkedes jøderne at få de to muslimske stammer Auws og Khazraj til at bekrige hinanden på grund af nogle uenigheder, som de ellers for længst havde glemt. Men al-hamdulillahi nåede Profeten (saws) lige at komme derhen og han fik dem talt til ro, ved at minde dem om, at de nu var brødre i Islam.

I denne periode åbenbarede Allah mange Koran-ayat, der fortalte muslimerne om, hvor oprørske jøderne kunne være, og om at muslimerne skulle være beredte på deres tricks (se for eksempel 5: 78-82).

 

Mekkanernes sammensværgelse

Men muslimerne havde også andre fjender, for afgudsdyrkerne fra Mekka havde ikke glemt muslimerne. Med mellemrum sendte de små grupper afsted for at angribe de muslimer de kunne finde uden for Medina. Når de fangede en muslim, tog de ham eller hende med tilbage til Mekka, hvor de torturerede ham/ hende. De satte også ild til muslimernes marker med korn og andre afgrøder. Mekkanerne ville gøre alt for at ødelægge islam og muslimerne.

Profeten Muhammad (saws) besluttede derfor at sende små patruljer af soldater ud, for at beskytte muslimerne udenfor Medina mod vold og ødelæggelse.

En dag opdagede nogle af disse soldater at der var en stor karavane med varer på vej forbi Medina. Det var lederen af handelsfolkene i Mekka, Abu Sufyan, som var på rejse med sin karavane. Da soldaterne rapporterede hvad de havde set til Profeten (saws), så han chancen for at gøre gengæld og få lidt tilbage af alt det muslimerne havde mistet. Dels da de forlod Mekka som flygtninge og mekkanerne tog alle deres forretninger og hjem, og dels alle de afgrøder som mekkanske angribere havde brændt af. Derfor fandt Profeten (saws) en gruppe mænd, som skulle tage af sted og overtage karavanen.

Abu Sufyan var netop bange for at dette ville ske. Han var klar over at muslimerne snart ville gøre gengæld, for alt det der var sket dem. Han  sendte derfor et bud afsted til Mekka, og bad om at de skulle sende en hær der skulle angribe muslimerne.

Mekkanerne samlede hurtigt en hær på 1000 mænd, der var fuldt udrustet med våben og skjold.

Da Muhammad (saws) hørte om mekkanernes hær, indkaldte han til et møde, eller Shura forsamling som det hedder. Han opfordrede muslimerne til at hjælpe hinanden og kæmpe mod mekkanerne. Muslimerne ville med glæde støtte hinanden. De sagde, at de ville følge Allahs Profet (saws) og være stærke i troen.

Selvom muslimerne stillede med alle dem der kunne kæmpe, blev det kun 313 mænd. Der var kun få heste og kameler, så muslimerne var tre eller fire om at dele et ridedyr.

Muslimerne havde ventet at Abu Sufyan var nødt til at slå lejr ved oasen Badr, men da Abu Sufyan blev klar over at muslimerne ville overtage hans karavane, skyndte han sig uden om oasen uden at stoppe for at lade dyrene drikke. Da han var kommet i sikkerhed sendte han bud til de mekkanske soldater, at han ikke længere havde brug for deres hjælp. men mekkanerne havde ikke tænkt sig at vende om. De ville slå muslimerne en gang for alle. Så Abu Jahl pressede sine soldater afsted i højt tempo mens de sang om deres modige forfædre og om den kommende kamp.

 

Slaget

Muslimerne var klar over at en stor opgave ventede dem. De skulle slås mod en stor hær af afgudsdyrkere.

Natten før slaget bad Profeten (saws) til Allah om hjælp mod den overvældende store hær. Han slæuttede sin bøn med disse ord:

”Allah! Afgudsdyrkerne er kommet med deres allierede for at dræbe din budbringer. Vi har brug for Din hjælp, Allah, den hjælp som Du lovede. Hvis vores lille gruppe bliver udryddet, er der ingen tilbage til at tilbede Dig.”

Næste morgen hentede muslimerne alt det vand de kunne få brug for under slaget, og så dækkede de brønden til med sand, så afgudsdyrkerne fra Mekka ikke kunne få vand fra brønden.

Lidt efter kom hele den mekkanske hær til syne, alle 1000 krigere. Alle med fuld udrustning og mange af dem med ridedyr.

På den tid plejede man at starte med at nogle få mænd fra hver hær duellerede eller kæmpede mod hinanden to og to. Quraish kaldte derfor på tre muslimer, der skulle kæmpe mod tre mekkanere Shaybah, Walid og Utbah. Hamza, Ali og Ubaydah ibn al Harith gik frem og i løbet af få minutter havde de bekæmpet deres tre modstandere, som nu lå livløse på jorden. Da mekkanerne så at nogle af deres bedste mænd var faldet så hurtigt, blev de afsindige. Hele den mekkanske hær styrtede frem i et vildt angreb på muslimerne. Det var den syvende dag i ramadan år 624 og muslimerne fastede.

Der blev kæmpet langs hele kamplinien. I begyndelsen trak muslimerne sig lidt tilbage, ved synet af den mere end tre gange så store modstander, men så gik muslimerne til kamp uden frygt. De vidste, at en person, som dør, mens han kæmper for Allah, vil få Paradiset i belønning, og at de sår han får ikke betyder noget. Muslimerne kæmpede alle bravt uden at ænse, at de var i stort undertal.

Bilal fik øje på sin gamle fjende, Ummaya, ibn Khalaf. Det var manden, som førhen havde tortureret ham og lagt tunge sten på hans bryst. I det øjeblik kunne man høre et kampråb, som kom fra Bilal og man kunne se, at Bilal sprang frem mod denne onde afgudsdyrker og myrdede ham på stedet.

En af sahaba, Muadth ibn Amr, stod på et tidspunkt overfor Mekkanernes hærfører Abu Jahl, men Muadth frygtede ikke den kendte hærfører, han gik lige mod ham og slog ham ned.

Støvet stod op over det hele, og alle muslimerne kæmpede til det yderste, mens hovederne på mekkanerne faldt et efter et. Muslimerne sang ”Allahu Akbar” mens de kæmåede sig frem. Og Allah sendte sine engle til slagmarken, for at muslimerne skulle føle sig stærkere, og mekkanerne skulle føle sig svagere og bange.

Profeten Muhammad (saws) stod midt i slaget og kæmpede, på et tidspunkt var en gruppe af afgudsdyrkerne på vej mod ham for at myrde ham, men han smed sand i hovedet på dem og kaldte de andre muslimer til ikke at flygte.

Endelig efter mange timers kamp, vendte mekkanerne om og begyndte at flygte. Afgudsdyrkerne var slået, deres store hær havde tabt og de overlevende var fulde af skam, da de gik tilbage mod Mekka.

Regnskabet

Muslimerne blev ved Badr resten af dagen. De begravede de døde mekkanere der og samlede deres krigsbytte, eller anfal. Muslimerne vendte sejrrige tilbage til Medina.

De krigsfanger som muslimerne havde taget under slaget, tilbød de nu at deres mekkanske familier kunne købe fri, og dem, som ikke havde familier der kunne betale for løskøbelse, kunne blive fri, når de havde lært ti muslimer at læse og skrive. Muslimerne behandlede deres krigsfanger godt, de blev ikke tortureret eller mishandlet eller slået ihjel, ligesom mekkanerne plejede at gøre ved de muslimer de fangede.

Det samme år, åbenbarede Allah, at muslimernes nye bederetning skulle være al-Kaba i Mekka. Åbenbaringen om det kom til Profeten (saws) under en bøn, så Profeten (saws) skiftede midt under bønnen fra den gamle bederetning som var Jerusalem og til den nye bederetning. Den moské, hvor de bad den dag, blev derfor kaldt de to bederetningers moské (masjid Qiblatain).

At bederetningen blev ændret, var et signal til muslimerne om, at deres næste store opgave ville være at rense al-Kaba, som var bygget for tilbedelse af Allah for afgudsdyrkelse. Men det skulle ikke blive en nem opgave som du vil se.

 

Slaget ved Uhud

Sejren ved Badr betød, at muslimerne nu for en tid kunne leve sikkert uden angreb. Hver dag var der arabere, kristne og jøder fra Medina som valgte at blive muslimer. Profeten sendte også muslimer ud til andre områder, hvor de fortalte om Islam. På den måde fik muslimerne mange steder venner og stammer, som ville støtte dem.

Selvom muslimerne nu følte sig meget mere trygge end de før havde været, betød det ikke at de havde et nemt liv. De vidste, at det ikke bare handlede om at blive rige og leve godt. Hver dag kom der nye muslimer til Medina, som havde brug for mad og penge. Så muslimerne måtte hjælpe dem og mange gange gav de dem alt hvad de havde.

Profeten (saws) havde mange gange ingen mad selv, han gav alt hvad han havde til andre. Han fik lige som de andre muslimer sjældent brød og kød. Han vidste, at den bedste måde at behage Allah på, er ved at give til andre til det gør ondt.

Men muslimerne havde det godt sammen, de følte sig som brødre og søstre for hinanden og deres samfund udviklede sig. Profeten giftede sig med Hafsa, som var datter af Omar ibn al-Khattab. Hendes mand var nemlig død i Badr-slaget. Profetens datter Ruqayah døde på grund af sygdom. Alle muslimerne var meget kede af det, men især hendes mand Othman ibn Affan var ulykkelig. Profeten (saws) gav ham derfor sin anden datter Umm Kulthum, og de blev meget lykkelige sammen. Othman blev nu kaldt manden med de to lys, fordi han havde været gift med to af Profetens døtre.

Profetens datter Zeineb var tidligere blevet gift med Abu al-Asi, som var afgudsdyrker. Under slaget ved Badr var han blevet taget som krigsfange af muslimerne, men Zeinab bad om at de kunne slippe ham fri. Profeten slap ham fri, og Abu al-Asi rejste hurtigt til Mekka, hvor han ordnede sine ting og solgte sin forretning. Da han havde gjort det, erklærede han lige foran hele Quraish-stammen, at han ville tage tilbage til Medina og at han ville være muslim.

 

Opgøret med Banu Qaynuqa

De jødiske klaner var blevet meget overrasket over, at muslimerne havde vundet ved Badr. De havde håbet at muslimerne tabte, og allerede inden slaget var ovre var de begyndt at råbe ”Muhammad er død”. De var meget skuffede og ville nu gøre alt for at udrydde muslimerne.

En dag kom det til kamp mellem en jødisk købmand og en muslimsk mand. Det skete fordi købmanden havde generet en kvinde og revet hendes tøj af. Begge mænd blev dræbt i kampen og der udbrød gadekampe mellem jøderne og muslimerne. Da kampene havde lagt sig, nåede Profeten (saws) frem og så hvad der var skat. Han bad Banu Qaynuqa om at overholde fredsaftalerne som de havde underskrevet, ellers ville det gå galt. Men Banu Qaynuqa gjorde bare nar af ham. De sagde: ”Muhammad! Tro ikke at du er uovervindelig. Dem du kæmpede imod (ved Badr) var ikke gode krigere. Vi er ikke som mekkanerne der stak af. Hvis du ville kæmpe mod os, vil du se at vi er meget dygtige krigere”.

Dette var en klar provokation til muslimerne og en tydelig opfordring fra jøderne, til krig mod muslimerne. Nu havde muslimerne ikke andre muligheder end at kæmpe mod Banu Qaynuqa.

Muslimerne omringede derfor det jødiske område og blev der i 15 dage, så måtte Banu Qaynuqa opgive. Profeten (saws) tilgav dem, selvom de ikke havde overholdt aftalen om fred. Han sagde at de alle kunne blive frie igen, hvis de forlod Medina. Banu Qaynuqa accepterede og samlede alle deres ejendele og rejste nordpå, hvor de fandt et godt sted at bo, nær ved grænsen til Syrien. På den måde kom muslimerne af med en fjende, på en fredelig og rimelig måde.

 

Mekkanerne vil have hævn

Folkene fra Mekka var fulde af hævnlyst på grund af deres tab ved Badr. De lavede digte om at hævne tabet og jøder fra Medina tog til Mekka for at tale med mekkanerne om slaget, for at de ikke skulle glemme at de tabte og opgive at tage hævn. Hind, Utbahs datter skreg på hævn og hun og hendes mand Abu Sufyan sværgede at de ville gøre gengæld, for elleve af hans fjorten kompagnoner var døde under slaget, uden qat han kunne gøre noget, han havde jo siddet fast med sin karavane.

Abu Sufyan ville vise at han også var kriger, så nogle få måneder senere samlede han en lille hær på to hundrede mand, som han tog afsted til Medina med. Uden for Medina fandt de en lille frugtplantage som de angreb midt om natten og de dræbte to mænd, som de fandt der. Muslimerne i Medina blev alarmeret og stod hurtigt op for at tage af sted og forsvare deres landområde, men Abu Sufyans hær var allerede i gang med at flygte alt hvad de kunne. Mens de flygtede smed de alle deres forsyninger fra sig, for at kunne ride så hurtigt som muligt. Derfor blev overfaldet kaldet for ”mel-angrebet”, på grund af alle de poser med mel, som fjenden havde kastet fra sig under flugten.

Abu Sufyan troede, at han ville blive en helt, men hans overfald virkede lige modsat. Folkene i Mekka syntes at Abu Sufyan og hans mænd havde opført sig svage og bange, fordi det med to hundrede mænd kun var lykkedes dem at dræbe to muslimer, og fordi de var flygtet så hurtigt uden at gå i kamp mod muslimerne som var på vej til dem.

Mekkanerne besluttede nu at angribe muslimerne igen, de brugte derfor flere måneder på at samle penge og forsyninger til at sende en hær afsted. Men Profetens  onkel Abbas sendte et hemmeligt brev til Profeten (saws), så Profeten (saws) vidste hvad mekkanerne havde gang i, og så begyndte muslimerne også at forberede sig på nye kampe.

Afgudsdyrkerne i Mekka fik samlet en hær af deres egne folk og folk som de havde lavet aftaler med. Og da de tog afsted fra Mekka var de tre tusinde mænd. Sammen med dem rejste mange mekkanske kvinder, som ville sørge for, at mændene ikke stak af, når det blev alvor og de skulle kæmpe.

Profeten (saws) tog afsted fra Medina med en hær på et tusinde mænd og nogle få muslimske kvinder, som skulle tage sig af de sårede.

De to hære mødtes på den fjerne side af bjerget Uhud, nord for Medina.

 

Slaget begynder

Profeten (saws) begyndte at stille sine folk op i forsvarsstilling, da han opdagede noget mærkeligt. De mænd, som Ibn Ubayy skulle lede i slaget lignede slet ikke nogen af de muslimer han kendte. Da Profeten (saws) spurgte hvem de var, fik han at vide at det var jøder, som var venner med Ibn Ubayy. Profeten (saws) sagde at de ikke kunne blive og kæmpe, hvis de ikke blev muslimer. Ibn Ubayy var kendt for at være en hykler, eller en falsk muslim. Så da jøderne nægtede at blive muslimer, måtte de tage af sted. Ibn Ubayy tog således afsted med tre hundrede mænd.

Tænk dig at de syv hundrede muslimer skulle kæmpe mod fjendens tre tusinde mand.

(3:173)

Profeten beordrede 40 bueskytter til at stille sig på en anden bakketop. Derfra skulle de holde øje med at fjenden ikke forsøgte at angribe bagfra gennem den lille passage nedenfor bakken. De fik besked på, at de skulle blive der og være parat, uanset hvad der skete.

Muslimerne havde en god position og alle mændene var parate til at kæmpe.

Så startede duellerne mellem de to hærers bedste mænd, og fra muslimerne var det de tre dygtige krigere Hamza, Ali og Abu Dujana. Alle tre slog de hurtigt hver deres modstander, og afgudsdyrkerne var nu presset. Deres kvinder råbte og skreg i vilden sky og sagde at de ikke ville have noget med deres mænd at gøre, hvis ikke de kunne klare at vinde over muslimerne.

Afgudsdyrkerne fra Makka sprang nu alle frem mod muslimerne, det var som en stærk bølge, der slog ind over muslimerne. Muslimerne måtte rykke tilbage, men de kæmpede hårdt og bueskytterne i bageste række sendte deres buer mod fjende så hurtigt de kunne. Nogle grupper af makkanere prøvede at bryde gennem den muslimske hær, men med Allahs hjælp, lykkedes det muslimerne at holde dem tilbage. Hamza råbte ”dø, dø!!” og sprang lige ind i fjendes hær for at kæmpe. Ali fik slået makkanernes flagbærer ned, og nu råbte muslimerne i fornyet kampgejst ”Allahu Akbar” og de gik frem på ny. Abu Dujane kæmpede bravt med profetens sværd og samtidig havde Hamza ledt en gruppe muslimer i kampen for at bryde fjendes linie. Men pludselig sprang en mand frem og kastede sit spyd mod Hamza, der faldt.

Da muslimerne så, at Hamza var faldet, gav de ikke op, men kæmpede bare endnu hårdere. Og dermed lykkedes det dem at bryde fjendens linie. Afgudsdyrkerne havde medbragt en figur af en af deres afguder, den var placeret på ryggen af en kamel, for de troede at den skulle bringe dem lykke. Men da muslimerne kæmpede sig frem mod afgudsdyrkerne, faldt figuren af kamelen og gik i stykker.

Nu mistede fjenden modet, og mange af dem vendte om og løb alt hvad de kunne væk fra slagmarken, uden at tænke på deres lejr og deres kampudstyr, som de efterlod sig.

Men da begik nogle af muslimerne en frygtelig fejl.

For da de så, afgudsdyrkerne løbe fra det hele, forfulgte de dem ikke, men begyndte at samle krigsbyttet sammen i stedet. Også de fleste af de 40 bueskytter på bakken løb ned for at samle våben og lignende, selvom de havde fået strenge ordre på ikke at forlade bakken.

(3: 149-152)

og dette var lige præcis nok til, at fjenden så en chance for alligevel at sejre. Khalid ibn Walid, der ledede kavaleriet, de makkanske ryttere, opdagede muligheden for at angribe muslimerne gennem passagen, som bueskytterne ellers havde vogtet. Han kunne nu lede sine mænd igennem og gik til angreb på de overraskede muslimer. De få bueskytter, som var blevet tilbage, blev alle dræbt. Mange af muslimerne gik i panik og det opdagede de flygtende afgudsdyrkere, så de vendte om og begyndte at løbe tilbage mod muslimerne, der nu blev angrebet både forfra og bagfra. Midt i forvirringen blev Profeten (saws) såret af et slag i ansigtet, og måtte hjælpes tilbage til Uhud bjerget.

(3:153, 172)

nogle af muslimerne frygtede at Profeten (saws) var blevet dræbt, og de tabte det sidste mod, men andre havde set, at han under angreb blev hjulpet op til Uhud bjerget. Muslimerne indså, at de ikke kunne vinde nu, og de trak sig tilbage til Uhud-bjergsiden, hvor Fatima og Ali var kravlet op, for at behandle Profetens sår. Herfra lykkedes det muslimerne at holde makkanerne på afstand.

 

Uhud slagets afslutning 

Makkanerne eftersøgte hele slagmarken for at finde Profeten (saws), de håbede at finde ham død. En gruppe af makkanerne råbte op til de overlevende muslimer på bjerget ”Hvor er Muhammad, lad mig dø, hvis han stadig lever”. Muhammad hørte dette og kastede sit spyd, det ramte og dræbte på stedet en af mændene fra gruppen. Makkanerne forsøgte at angribe igen, men muslimerne var i stand til at forsvare sig. sidst på dagen var begge hærer så udmattede, at kampene endte helt.

Muslimerne trak sig så tilbage til Madina og makkanerne trak sig tilbage til deres lejr, hvor de festede og fejrede kampen.

 

Næste dag samlede Profeten (saws) sine soldater i Madina og drog så afsted for at møde fjendens hær igen. Da Abu Sufyan, afgudsdyrkernes hærleder, hørte dette blev han dybt forundret. Han kunne ikke tro, at muslimerne allerede var parate til at kæmpe igen. Men han ville ikke ligne en kryster, så han sendte bud til muslimerne om, at de ville kæmpe mod dem.

Men selvom muslimerne havde tabt slaget og mange mænd, var det alligevel makkanernes hær, der havde tabt mest, og Abu Sufyans mænd var ikke interesseret i at møde muslimerne igen. Så det lykkedes dem at overtale ham til, ikke at kæmpe mod muslimerne igen.

Muslimerne ventede på afgudsdyrkerne ved Uhud i tre dage, de tændte store bål, for at lade alle vide, at de var parate til ny kamp. Men Abu Sufyan og hans mænd turde ikke slå til, så de pakkede deres lejr sammen og drog tilbage til Makka, hvor de vidt og bredt fortalte om deres endagskamp og ”halve” sejr over muslimerne.

(3:160)

 

Det vigtigste, som muslimerne lærte ved Uhud-slaget var at adlyde. At adlyde deres leder, deres Profet (saws). Når man ikke følger sin leders anvisning, inviterer man ulykkerne indenfor. Selvom muslimerne ikke entydigt tabte kampen, så tabte de muligheden for endnu en stor sejr. Og muslimernes tilbageskridt glædede jøderne og afgudsdyrkerne.

(3:167-168)

 

Faren vokser

Nu da de arabiske stammer i området havde set, at muslimerne ikke var umulige at overvinde, fik de nyt mod til at modarbejde dem. De lagde derfor mange hemmelige og ondskabsfulde planer mod muslimerne i Madina.

For eksempel udførte Abu Bur’a, som var leder af en stammer, der hed Banu Amr, en meget ond plan. Han rejste til Madina for at fortælle muslimerne at de nu gerne måtte fortælle hans stamme om Islam. Han opførte sig, som om han var interesseret i islam og han bad Profeten (saws) om 70 muslimske mænd, som kunne rejse med ham tilbage til sin stamme for at lære dem om Islam. Det fik han. Men hans plan var noget helt andet end det han lod som om. For da de var kommet et godt stykke væk fra Madina, omringede hans mænd de 70 muslimer og dræbte dem alle – næsten. Kun én muslim overlevede, fordi han lod som om han var død. Han kunne derfor slippe levende tilbage til Madina, hvor han fortalte Profeten (saws) om den forfærdelige massakre. Alle i Madina sørgede over tabet af de gode mænd.

Der skete mange lignende angreb på muslimer, og det blev mere og mere farligt for dem at have kontakt med folk uden for Madina.

Men også i Madina lurede faren, og der blev lagt onde planer i al hemmelighed. Dels var der dem, som kaldte sig muslimer, men som i virkeligheden hverken troede på Allah eller Profeten (saws), de lod bare som om, fordi det bedst kunne betale sig for dem, så længe muslimerne ledede Madina, men i virkeligheden ville de helst af med muslimerne så hurtigt som muligt. Men der var også den jødiske stamme Banu Nadir, og sammen med de falske muslimer – hyklerne, begyndte de at lægge planer om at dræbe Profeten (saws), selvom de og muslimerne havde lavet en skriftlig aftale om, at de ikke ville angribe hinanden, men leve i fred sammen. Heldigvis opdagede muslimerne i tide, hvad Banu Nadir havde planlagt. Profeten (saws) beordrede dem nu til at forlade Madina, som straf for, at de ikke havde overholdt deres aftale. Men Banu Nadir var meget rige på jord og havde store farme, som de ikke ville forlade, så selvom de tydeligvis havde forrådt deres aftale, ville de hellere gå i krig mod muslimerne end at forlade deres rige farme.

Hyklerne lovede, at de ville hjælpe dem med 2000 soldater, hvis de gik til angreb på muslimerne. Så Banu Nadir besluttede at blive og kæmpe mod muslimerne. I 20 dage kæmpede de mod hinanden i gaderne, men kampen var ulige, for mange gange trak jøderne sig tilbage til deres sikre farme, hvor de havde nok af proviant og hvorfra de i sikkerhed kunne sende byger af pile og sten mod muslimerne.

Til sidst besluttede Profeten (saws) at gøre noget, som muslimer ellers ikke skal gøre. De fældede farmernes daddelpalmer! Muslimer skal ellers ikke ødelægge træer og planter eller dræbe dyr på grund af krig, for det er ting vi skal passe på og behandle ordentlig. Men Allah gav muslimerne lov til det  i denne særlige situation, fordi jøderne fra Banu Nadir, kun blev ved med at kæmpe så hårdt mod muslimerne, fordi de ville blive på deres rige farme.

Da de så, at deres daddelpalmer var ødelagte, var deres farme ikke så meget værd mere, så de overgav sig til muslimerne. Profeten (saws) gav dem frit lov til at forlade Madina og de fik endda tilbudt at hver person kunne tage tre kamellaste af deres egendele med sig, så de kunne leve godt et nyt sted.

 

Belejringen af Madina

Man skulle tro, at jøderne nu ville opgive at bekæmpe muslimerne, men nej- tværtimod. Mange fra Banu Nadir slog sig ned i et område ca. tre dages rejse fra Madina, og derfra begyndte de at tage kontakt til alle de ikke-muslimske stammer, og til afgudsdyrkerne i Makka. De ville have hævn over muslimerne og derfor skulle de bruge så mange mænd de kunne samle. De skulle have alle araberne på deres side, og de ville gøre hvad som helst for at få det. For eksempel lovede de nogle af stammerne et stort krigsbytte, hvis de ville kæmpe sammen med dem mod muslimerne. De sagde også til afgudsdyrkerne at afgudsdyrkning var meget bedre end muslimernes tro på én Gud, bare for at få støtte fra dem.

Efter mange møder med de arabiske stammer og afgudsdyrkerne i Makka, lykkedes det dem at samle en hær på 10.000 mænd. En så stor hær var ikke set i Arabien før, og den dragede nu afsted mod Madina for at angribe muslimerne.

 

Muslimernes kloge forsvars-plan

Da nyheden om den enorme hær nåede til Madina, blev mange af muslimerne skræmt og bange. 10.000 soldater med fuld udrustning og våben, og muslimerne kunne højest samle 3.000 mænd, og de havde ikke meget udrustning.

Men en af muslimerne, Salman al Farsi, kendte til, hvordan de store hære i Persien kæmpede, så han havde et forslag. Madina er omgivet af flere bjerge, hvor det ville være umuligt for fjenderne at angribe fra, derfor var der kun to åbne sider af byen. Den østlige side, hvor den jødiske stamme Banu Quraizu boede og havde et fort, men der kunne man ikke forestille sig at fjenden ville angribe, dels på grund af det stærke fort og dels fordi fjenden ikke ville angribe dem, når de ikke var muslimer. Overfor  muslimerne havde Banu Quraizu lovet at holde deres aftale om fred, så derfor forventede og stolede muslimerne på, at denne side af byen var sikker mod angreb.

Den anden åbne side af byen vendte mod vest, og der foreslog Salman al Farsi, at de gravede en dyb grøft hele vejen over. Den skulle forhindre fjenden i at komme ind til byen, og muslimerne kunne lettere forsvare sig.

Alle muslimerne arbejdede sammen, nogle lavede bymurene stærkere og andre, deriblandt Profeten (saws), knoklede hårdt med at grave den store grøft. Endelig blev de færdige, og muslimerne blev nu opdelt i grupper, og placeret forskellige steder, hvorfra de skulle beskytte og forsvare byen og muslimerne. De var så parate som det var muligt, til at møde den enorme hær.

(evt. kort over Madina, s. 298 Emerick)

 

Fjenden får en overraskelse

Tænk dig, hvordan muslimerne må have følt, da de så den enorme hær komme frem mod byen. Det så ud som om der var soldater, heste, kameler og krigsvåben så langt som øjet kunne nå. Der lød krigstrommer og vilde hyl fra den fremmarcherende hær.  Muslimerne vidste, at der ventede dem en forfærdelig behandling fra fjenden, hvis de tabte.

Men lige da hærlederne skulle til at give ordre om angreb mod Madina og muslimerne, opdagede de den store grøft. Den var alt for bred til at rytterne kunne komme over, og den var så dyb, at soldaterne til fods ville blive fanget i den, mens muslimerne kunne gå til modangreb mod dem. De forbandede muslimernes smarte plan, for de kendte ikke til den slags strategier i Arabien. Nu måtte de opgive angrebet og de slog lejr og forberedte sig på, en langvarig belejring af byen.

 

Muslimerne bliver forrådt igen

Denne belejring var hård for både muslimerne og deres fjender. Det var vinter og efterhånden som tiden gik, begyndte muslimerne at mangle mad. Derfor bandt de sten om maven, for ikke at mærke sulten så meget, men de havde deres gode sikre huse. Fjenden derimod frøs i deres telte, den kolde vind strøg hen over ørkenen om natten, og soldaterne krøb sammen i teltene og ønskede nok, at det hele snart var overstået. Men selvom fjenden flere gange forsøgte at komme over grøften, var muslimerne hele tiden på vagt og fik standset ethvert forsøg på angreb.

Lederne af Banu Nadir blev nu bange for, at afgudsdyrkerne ville opgive og vende hjem til sig selv. De vidste, at det nok aldrig ville lykkes dem at samle så stor en hær igen, og at dette var deres bedste chance. Derfor lovede de afgudsdyrkerne, at de ville finde på en plan. I al hemmelighed gik de til lederne af Banu Quraiza, for at overtale dem til, at angribe muslimerne fra deres side af byen. Banu Quraizu ville først ikke høre tale om den slags, for de havde givet deres ord til muslimerne og ville holde det, desuden var de bange for at miste deres huse og ejendele, hvis de brød

Aftalen med muslimerne. Men Banu Nadir fortalte dem om, hvor stor en hær de havde samlet, og lovede at de nok skulle støtte dem i angrebet, og at muslimerne umuligt kunne vinde. Til sidst lod lederne af Banu Quraiza sig overtale til at angribe muslimerne bagfra, på samme tid som afgudsdyrkerne havde besluttet at forsøge endnu et angreb forfra.

Da muslimerne hørte om dette, sendte Profeten (saws) nogle ledere til Banu Quraiza, for at huske dem på den aftale, som de selv havde lavet med muslimerne. De bad dem holde deres aftale, og ikke opføre sig fejt. Men Banu Quraiza var allerede i fuld gang med at forberede sig på angreb, og de ville nu lukke af for de sidste madforsyninger til muslimerne. Der var ikke noget at gøre, Banu Quraiza havde skiftet side og brudt deres aftale.

Muslimerne kunne for alvor mærke sulten nu, børn og kvinder fik først af den mad der var tilbage, mens mændene bandt flere sten om maven. De frygtede for, hvad der skulle ske.

Fjenden derimod var vilde af glæde over, at det var lykkedes dem at få Banu Quraiza til at bryde deres aftale med muslimerne. De planlagde nu deres endelige angreb.

 

Fjenden bliver delt

Nogle af fjendens ryttere blev så ivrige at de indledte et mindre angreb nogle dage før det planlagte angreb. Og selvom muslimerne kæmpede imod dem, lykkedes det faktisk rytterne at komme over grøften og få en position tættere på muslimerne. Samtidig begyndte Banu Quraiza, den jødiske stamme i Madina, at sende krigere frem mod muslimernes bydel. Mange muslimske kvinder og børn opholdt sig der, og der var ikke mange soldater til at forsvare dem.

En af kvinderne, Safiyah bint Abdul Muttalib, så en kriger komme snigende i en smal gyde, han var i gang med at undersøge, hvor mange soldater muslimerne havde placeret der. Safiyah bad en ældre mand om at angribe spionen, men den gamle var bange og turde ikke. Derfor greb hun selv en jernstang i huset og sneg sig ud i gaden. Hun listede ind på den fjendtlige spion bagfra, og med ét slag med jernstangen dræbte hun ham. Så alarmerede hun de andre kvinder, så de alle kunne holde øje med fjenderne.

Profeten (saws) var klar over at de var meget presset, de ville blive angrebet fra to sider, når det store slag ville stå om få dage. Derfor måtte han forsøge at lægge en ny plan. Planen gik ud på at dele fjenden, så de ikke længere var så stærke.

Han sendte Nu’aym, en gammel ven af Banu Quraiza, til dem, for at overtale dem til ikke at angribe. Han spurgte dem også, om de var sikre på at få hjælp fra afgudsdyrkerne, hvis det skulle vise sig, at muslimerne var stærkere end dem i kampen. Folkene fra Banu Quraiza tænkte over dette spørgsmål, og de begyndte at overveje, om der var større fordele ved ikke at angribe muslimerne.

Samtidig sendte Profeten (saws) et hemmeligt bud til lederne af den store arabiske stamme Ghatafan. De var kun med fjenden, fordi de ville leve i fred med Banu Nadir, men i virkeligheden ville de helst være fri, for de var modløse og forkomne, nu da belejringen af Madina havde varet i tre uger. Profeten (saws) tilbød dem en tredjedel af næste års høst, hvis de trak sig tilbage. Derfor blev også Ghatafan stammen nu i tvivl, om de ville være med i angrebet mod muslimerne.

Da Quraish stammen fra Makka hørte om Banu Quraizas og Ghatafans overvejelser, blev de meget vrede. Hærlederen Abu Sufyan mente at det var bedst at starte angrebet allerede næste dag, så Quraiza og Ghatafan stammerne ikke kunne nå at beslutte sig for ikke at være med. Han sendte besked til alle om at slaget ville stå næste dag.

Men da næste dag var en lørdag, nægtede Banu Quraiza at deltage, for lørdag er jødernes helligdag. Abu Sufyan blev så hidsig over dette svar, at han sendte besked tilbage til dem om, at enten skulle Banu Quraiza deltage i angrebet, eller også ville de selv blive angrebet!

Abu Sufyan gik nu til lederne af Ghatafan i håb om hjælp, men Ghatafan havde besluttet, at de ikke ville deltage i noget angreb, før de havde bestemt sig til, om de ville tage imod Profetens tilbud.

 

En stormfuld nat

Den aften lagde fjendens hær sig bekymret og forvirret til at sove i deres telte, de anede ikke, om de ville angribe den næste dag eller ej. Men der skulle vise sig et svar på deres spørgsmål før end de havde ventet.

For allerede om natten begyndte en voldsom storm at blæse hen over deres lejr. I løbet af kort tid blev mange hundrede telte revet i stykker af stormen eller blæst omkuld. Soldaterne havde ingen beskyttelse mod vinden og sandet slog ind i ansigterne på dem og deres heste. Det var et frygteligt uvejr. Det lykkedes nogle af lederne at samles, for at diskutere hvad de skulle gøre. Men både de og soldaterne havde mistet modet, de var bange og mente at stormen var et dårligt varsel til dem.

Hver mand greb de ejendele han kunne få fat i og begyndte hastigt at drage væk, alt imens stormen rasede hen over den ødelagte lejr.

Da morgenen kom, var der ikke en eneste mand tilbage der, hvor der tidligere havde været en hær på 10.000 mand. Både afgudsdyrkerne fra Makka og de andre arabiske og jødiske stammer var draget hjem.

(33:9)

Muslimerne derimod samledes i moskéen for at glædes over og takke Allah den Almægtige for det mirakel, Han havde sendt til dem. De råbte gladelig Allahu Akbar i Madinas gader.

 

Opgøret med Banu Quraiza

Muslimerne havde dog stadig et opgør tilbage. Hvad skulle de stille op med Banu Quraiza, som var deres nærmeste naboer, men som havde vist sig at svigte dem, på det tidspunkt, hvor de havde allermest brug for hjælp? Hvordan skulle muslimerne nogensinde kunne føle sig tryg ved dem igen? De ville aldrig kunne være sikre på, om de ville holde deres aftaler en anden gang. De kunne ikke være sikre på, om de stadig samarbejdede med fjenden.

Derfor gik muslimerne til angreb mod Banu Quraizas fort. kampene varede i 25 dage og muslimerne var stærkest. Banu Quraiza opgav kampen og sendte bud til Profeten (saws) for at indgå en aftale. Men Profeten (saws) ville ikke indgå en aftale med dem igen, de havde jo ikke holdt de tidligere aftaler, så han forlangte at de skule overgive sig først.

Det ville Banu Quraiza ikke, så de sendte bud til stammen Auws, og bad dem om at tale med Profeten (saws), for at de kunne få lov til at rejse væk med deres ejendele, ligesom Banu Nadir. Da Profeten (saws) mødtes med mændene fra Auws, spurgte han dem, om de hellere ville vælge en mand fra dem selv, til at afgøre, hvad straf Banu Quraiza skulle have, og det sagde de tilfreds ja til.

Da Auws folkene gav denne besked til Banu Quraiza, blev de meget tilfredse og bad om at lederen af Auws stammen, Sa’d, skulle afgøre sagen. Og sådan blev det.

Først beordrede Sa’d at de skulle aflevere alle deres våben, forlade fortet og overgive sig til muslimerne. Så samlede han lederne af Banu Quraiza og spurgte dem, hvad deres egen religion sagde, man skulle gøre ved forrædere. Mændene sænkede hovedet, for i den hellige bog Taurah, som jøderne følger, står der, at forrædere skal straffes med døden.

Sa’d besluttede derfor at alle krigerne skulle henrettes. På den måde fik Banu Quraiza den straf, som de i deres egen religion mente var rigtig. Og muslimerne blev befriet for den sidste af deres fjender.

 

 

MEKKA BLIVER BEFRIET

 

Muslimske krigere

Umm Umara – Profetens skjold

Umm Umara var en velsignet kvinde på grund af sin tapperhed og sit heltemod, for eksempel da hun deltog i slagene al-Hudaybiya, Khaybar, Hunayn og slaget ved Yamama. Men hendes mest ærværdige og betydningsfulde rolle spillede hun under slaget ved Uhud. Umm Umara skulle deltage i slaget ved Uhud sammen med sin mand Ghaciya og deres to sønner.  Hun tog med for at give vand til de sårede, men Allah havde bestemt en langt mere afgørende rolle for hende.

Uden at kende til sin skæbne, tog hun afsted sammen med sin familie, bærende på et skind med vand, og de ankom til slagmarken ved Uhud den samme dag. Muslimerne havde overtaget i kampen, så hun gik hen for at se, hvordan det gik med Allahs budbringer Muhammad (saws). Men på samme tidspunkt begik muslimerne en fatal fejl. – Da de så Quraish på tilbagetrækning, løb de frem mod krigsbyttet, selvom Profeten (saws) havde beordret dem til at blive på skråningen. Khalid bin Walid, der endnu ikke var blevet muslim, så den åbne flanke og indledte et angreb på muslimerne der. plUdselig var det Quraish, der havde overtaget. Muslimerne blev paniske og begyndte at flygte, så tilbage var kun Profeten (saws) og nogle stykker af hans ledsagere. Deriblandt var Umm Umara.

Da Umm Umara så, at muslimerne flygtede, samlede hun nogle våben op og løb hen for at forsvare Profeten (saws) sammen med sin mand og to sønner. Profeten (saws) bemærkede, at hun ikke havde noget skjold, så han sagde til en af de flygtende muslimer: ”Giv dit skjold til den, der kæmper”. Muslimen gav hende så sit skjold, og hun forsvarede Allahs profet med det, mens hun samtidig kæmpede med bue og pil og sværd.

Umm Umara blev også angrebet af ryttere, men hun vægrede aldrig eller følte frygt. Hun erklærede senere kækt: ”Hvis de havde været uden heste som vi, ville vi have banket dem, med Allahs vilje”.

Profeten (saws) beundrede hendes sans for selvopofrelse og sagde til hende: ”Hvem kan opnå, hvad du kan opnå, Umm Umara!”.

Abdullah ibn Zaid, hendes ene søn, blev såret under kampen, og hans sår blødte uafladeligt. Hans mor løb hen til ham og forbandt hans sår og beordrede ham så: ”Gå og kæmp mod folket, min søn!”.

Pludselig kom den mand frem, som havde såret hendes søn, og Profeten (saws) råbte til hende: ”Det er ham, der sårede din søn”. Hun vendte sig modigt mod den mand, som hendes søn havde beskrevet som en stor træstamme, hun ramte hans ben med sit våben og sendte ham i knæ. Profeten (saws) smilede og bemærkede: ”Du har gjort gengæld, Umm Umara”. Da hun havde gjort det helt af med ham, sagde Profeten (saws): ”Æret være Allah, der har givet dig sejr og som har foretrukket dig frem for din fjende og har ladet dig få direkte hævn”.

På et tidspunkt under slaget var Profeten (saws) ladt alene, så fjenden Ibn Qumay’a udnyttede muligheden og vendte sig, for at kæmpe mod Profeten (saws), mens han stolt råbte: ”Vis mig så, Muhammed! Skån mig ikke, hvis jeg skåner dig2. Mus’ab ibn Umayr sprang sammen med et par andre sahaba frem for at beskytte profeten (saws). Umm Umara var blandt dem, og hun indledte en heftig kamp mod Allahs fjende, selvom de var tungt bevæbnet.

Det lykkedes Ibn Qumay’a at ramme hende over nakken og tilføje hende et alvorligt sår. Profeten (saws) kaldte hurtigt på hendes søn: ”Din moder! Din moder! Forbind hendes sår. Må Allah velsigne dem, husets folk. Din moders forsvarskamp er bedre end ”den og dens” kamp. Må Allah bringe dem nåde, husets folk!”.

Da Umm Umara så Profetens tilfredshed med hendes målbevidsthed og mod, bad hun ham indtrængende: ”Bed Allah om, at vi må være dine ledsagere i Haven”. Så han sagde: ”Oh Allah, gør dem til mine ledsagere i Haven”. Og dette var Umm Umaras højeste ønske, så hun kommenterede: ”Jeg er ligeglad med, hvad der nu måtte ramme mig i denne verden”.

Den dag fik hun 13 sår, og hun fik behandling for det sår, hun havde fået i nakken i et helt år efter.

Umm Umara deltog senere i Yamama-slaget, hvor hun fik 11 sår og mistede sin hånd. Hendes tapperhed gjorde, at hun vandt muslimernes respekt, specielt khaliffernes, der ofte besøgte hende og viste hende særlig opmærksomhed.

Det fortælles i øvrigt at Umar ibn Khattab engang fik bragt et silkeklæde, som var af særlig fin kvalitet. En fra hans folk sagde: ”Det er ”så og så meget” værd (i betydningen at det var meget værd). Du skulle sende det til Abdullah ibn Umars hustru, Safiya bint Abi Ubayd (Umars svigerdatter)”. Men Umar ønskede, at der var en anden, der skulle have det: ”Dette er noget, jeg ikke vil give til Ibn Umar. Jeg vil skænke det til en, der i højere grad har fortjent det – Umm Umara Nusayba bint Ka’b. På dagen for Uhud-slaget hørte jeg Profeten (saws) sige, at lige meget om han så til højre eller til venstre, så han hende kæmpe der”.

Sådan var Umm Umara, krigeren, der stod, da mange flygtede. Den, som sendte sin sårede søn tilbage i kampens hede, og som var parat til at ofre sit liv for Profeten (saws). Til gengæld lavede han du’a for, at hun må være blandt hans ledsagere i Paradiset.

Må Allah velsigne os med et lignende mod, selvopofrelse og udholdenhed.

 

 

 

Abu Dujana – Krigeren med det røde bånd

Blandt Allahs krigere, var der en mand, der hed Abu Dujana bin Kharsha (raa). Han tilhørte Ansar folket, og var en af dem, der konverterede til Islam tidligt i Muhammads (saws) profetskab. Han var kendt for sin fromhed, styrke og modighed under jihad. Hvor som helst i beskrivelserne af Profetens sunnah, kan man læse om Abu Dujanas kamp for Allahs sag.

Under Uhud slaget (det andet mest afgørende slag, næst efter sejren ved Badr), tilskyndede Profeten (saws) sine følgere til at kæmpe og ansporede dem til at vise modstandskraft og vedholdenhed under Jihad. Han startede med at indgyde dem dristighed og modighed. For at forberede dem og opildne dem til at kæmpe nidkært, tog Profeten (saws) sit sværd i hånden og henvendte sig til sine sahaba: ”Hvem er rede til at tage dette sværd og kæmpe for dets sag?” Mange betydningsfulde sahaba var parate til at gribe det, og iblandt dem var Ali bin Abi Talib, Az-Zubair bin Al-Awwam og Umar bin Al-Khattab, men det blev ikke givet til nogen af dem. Abu Dujana stod ved siden af og spurgte: ”Oh Allahs Budbringer, hvad er prisen for sværdet?” Profeten (saws) svarede: ”Prisen er at ramme fjendens ansigter med det, til de er knækket”. Dertil sagde Abu Dujana: ” Oh Allahs Budbringer, for den pris vil jeg tage det”, og sværdet blev givet til ham.

Abu Dujana var en modig mand, der plejede at stå stolt og tapper i krig. Han havde et rødt bånd, som han plejede at bære om hovedet, når han bar dette, vidste alle, at han var rede til at kæmpe til døden. Da Abu Dujana fik Profetens sværd, tog han derfor det røde bånd om hovedet og begyndte at spankulere stolt rundt blandt de andre mujahideen, da Allahs Profet (saws) så dette, sagde han (saws): ”Dette er en form for fremtræden, som Allah afskyr, undtagen i denne situation (under jihad)”.

Så begyndte kampene, og i dette slag kunne man se mange af sahaba udføre utallige tapre handlinger. Abu Dujana, som man kunne kende på det røde bånd om hovedet, gik frem, mens han kæmpede med Profetens (saws) sværd. Han var fast besluttet på at indfri dets pris, han fældede alle afgudsdyrkerne på sin vej, og han splittede og spredte deres geledder. Az-Zubair bin Al-Awwam sagde: ”Jeg følte vrede og modløshed, da Profeten (saws) afslog at give mig sværdet, og i stedet gav det til Abu Dujana. Jeg sagde til mig selv  ’jeg er hans (Profetens) fædrene fætter, jeg er hans fætter fra hans tante Safiya, jeg er fra hans stamme (Quraish), desuden var jeg den første til at bede om det, og alligevel foretrak han ham (Abu Dujana) frem for mig. Ved Allah, jeg vil holde øje med, hvordan han bruger det’. Så jeg fulgte ham og så, hvordan han tog sit røde bånd frem og satte det om hovedet. Da Ansar så dette, sagde han ’Abu Dujana bærer dødens røde bånd’. Så tog han (Abu Dujana) afsted og sagde højt (i digt-form) ’Jeg er den, som min nære ven (Profeten (saws)) indgik en pagt med, da vi var under palmetræerne på bjergsiden. Pagten er, at jeg ikke vil kæmpe i bagtroppen, men kæmpe tappert i front med Allahs og Hans Budbringers sværd’. Under dette slag overlevede ingen af de, der stod på Abu Dujanas vej. Blandt afgudsdyrkerne var der en mand, hvis eneste mål var at gøre det af med de sårede muslimer. Under slaget kom han til at stå overfor Abu Dujana, så jeg (Az-Zubair bin Al-Awwam) bønfaldt Allah om, at de måtte kæmpe mod hinanden. De begyndte at kæmpe og udvekslede to sværd-slag. Afgudsdyrkeren svingede sværdet mod Abu Dujana, han undgik det, men sværdet trængte igennem hans læder-skjold. Afgudsdyrkerens sværd sad nu fast i hans skjold, og Abu Dujana langede ud efter den vantro med sit sværd og dræbte ham. Senere i det hedeste af kampen stormede han frem for at dræbe en person, som ophidsede fjenden til at slås mod muslimerne. Personen skreg, og tænk sig! Det var en kvinde. Abu Dujana skånede hende og sagde ’jeg respekterer Profetens sværd for meget til at bruge det mod en kvinde’. Kvinden, der viste sig at være Hind bint ’Utbah, gift med Abu Sufyan, som ledede Quraish hæren mod muslimerne, blev senere muslim”. (Ibn Hisham vol. 2 s. 68-69)

I en anden beskrivelse af det samme slag, fortæller Az-Zubair bin Al-Awwam videre: ”Jeg så, Abu Dujana hæve sit sværd over Hind bint ’Utba’s hårskilning, men sænkede det så igen. Jeg sagde til mig selv ’Allah og Hans Budbringer ved bedst’ (i.e. hvorfor han ikke slog hende ihjel)”. (Ibn Hisham vol. 2 s. 69)

Før Uhud slaget tog sin start, havde Profeten (saws) beordret en gruppe bueskyttere til at blive tilbage på den ene side af bjerget for at yde beskyttelse til bagtroppen i den muslimske hær. Alligevel skete der det, at da muslimerne begyndte at få overtaget i slaget, styrtede fyrre af bueskytterne ned for at få del i krigsbyttet. Quraish stammen benyttede denne chance til at cirkle rundt bag om og angribe den muslimske hærs bagtrop. De kom endda så tæt på, at det lykkedes dem at angribe den Hellige Profet (saws) og give ham alvorlige sår.

I denne alvorlige situation i Profetens liv samlede der sig en gruppe af muslimske helte rundt om ham (saws). De formede sig som et skjold for at beskytte Allahs Budbringer (saws) fra de vantro. Blandt dem var Abu Dujana, han stod foran ham (saws) og brugte sin ryg til at beskytte Profeten (saws) mod pile.

Mens disse angreb mod Profeten (saws) stod på, nærmede Uthman ibn Abdullah ibn Mugheerah (en af fjenderne) sig og prøvede at slå ham ihjel. Men  Al-Harith bin As-Simma kom til hans forsvar, snittede ham i benet, så han faldt til jorden, hvorefter han dræbte ham. Men en anden mekkansk rytter, Abdullah bin Jabir, angreb Al-Harith bin As-Simma og gav ham et dybt hug i skulderen med sit sværd, og muslimerne måtte bære ham (Al-Harith) tilbage til lejren, da han var alvorligt såret. Kort efter angreb Abu Dujana med sit røde bånd og Profetens (saws) sværd Abdullah bin Jabir og huggede hans hoved af med et enkelt hug.

Under forvirringen, som var opstået, fordi bueskytterne havde forladt deres post, døde mange sahaba som martyrer. Quraish begyndte at lemlæste deres kroppe for at få oprejsning for deres nederlag ved Badr.  Ka’b bin Malik sagde: ”Jeg var en af de muslimer, der kæmpede ved Uhud, og jeg var vidne til de vantros barbariske handlinger, da de lemlæstede  de dødes kroppe, men jeg forlod stedet, fordi jeg ikke kunne tåle synet af dette. Da så jeg en bevæbnet standhaftig mushrik trænge gennem muslimerne. Han sagde ’Saml dem (muslimernes døde kroppe) sammen, som man samler får og slagter dem’. På samme tid så jeg en bevæbnet muslim, der ventede på ham. Jeg gik hen imod dem indtil, jeg stod bag ved ham (muslimen). Når jeg sammenlignede dem, bedømte jeg den vantro til at være den anden overlegen, hvad angår størrelse og bevæbning. Jeg blev ved med at se på dem, mens de begyndte at kæmpe mand til mand, muslimen hævede sit sværd og svingede det hårdt ned over den vantro, slaget var så kraftigt, at sværdet gik ind ved hoften og delte den vantros krop i to dele. Da muslimen afdækkede/ afslørede sit ansigt, så han på mig og sagde ’Hvad siger du så Ka’b? Jeg er Abu Dujana’”.

Da slaget var afsluttet om aftenen den dag (i.e. lørdag, den 7. Shawwal, år 3 A.H.), ankom Allahs Budbringer (saws) til Medinah. Straks han kom til sit hus, gav han sværdet til sin datter Fatima og sagde: ”Oh datter, vask blodet af dette sværd. Ved Allah, det har været mig til hjælp i dag”. Ali bin Abi Talib rakte også sit sværd til hende og sagde: ”Og vask også blodet af dette sværd. Ved Allah, det har været  mig til hjælp i dag”. Så sagde Allahs Budbringer (saws): ”Sahl bin Haneef og Abu Dujana har været lige så modige som du i jihad”.

Efter den Hellige Profets (saws) død, under Abu Bakrs kalifat, kæmpede Abu Dujana mod Musailima Al-Kathabs hær (løgneren, der hævdede, at han var profet, mens Allahs Budbringer (saws) levede, og som førte krig mod Profetens sahaba under Abu Bakrs kalifat). Abu Dujana kæmpede, indtil han døde som martyr.

For os er Abu Dujana blevet et forbillede og en lære i modighed og barskhed overfor de vantro. Og for Allahs krigere, der bærer ”dødens røde bånd” i vores tid, er han indbegrebet af en ægte mujahideen.

Må Allahs nåde være over Abu Dujana og må Han, Subhana wa Ta’ala, lede den muslimske ungdom mod det eksempel Abu Dujana har været for eftertiden. Amin

 

Julabib – en usædvanlig helt

Julaybib var en fattig mand fra Medina. Han havde ikke nogen familie og han hørte ikke engang til en stamme. Men det værste var, at han var meget lille og hans krop så ikke ud som andres. Folk syntes han så mærkelig ud, så de gjorde tit nar af ham eller lavede sjov med ham. Julaybib betyder en lille kvindes kjole, det kaldte folk ham for sjov, men der var vist ikke mange, der vidste hvad han egentlig hed. Julaybib havde det ikke nemt.

Da Profeten (saws) kom til Medina, blev Julaybib straks muslim, sammen med mange andre fra Medina. Han syntes at Islam var noget helt specielt og godt, fordi det lærte folk, at alle mennesker er lige. Islam lærer jo at Allah har skabt os alle, lige meget hvordan vi ser ud, og at ingen er bedre end andre bare fordi de er smukkere, klogere eller rigere.

Da Julaybib blev muslim fik han det meget bedre, folk drillede ham ikke så meget mere (49:11), og han vidste selv, at han var lige så meget værd som andre, for det har Allah lært os.

Men nogen mennesker har svært ved at lave om på den måde de plejer at gøre tingene eller den måde de plejer at tænke på. de glemmer de nye og bedre ting de lærer og bliver ved med at tænke som før. Det kan du se i historien om Julaybib. Men du vil også se, at sommetider når man tror at det værste er ved at ske, så viser det sig, at der kommer noget godt ud af det.

 

Et usædvanligt tilbud

Da den velsignede Profet (saws) fandt ud af, hvordan Julaybib havde det, bestemte han sig for at gøre noget, som skulle være gjort for længe siden. Han gik til en muslimsk familie i Medina og sagde: ”jeg ville ønske, at din datter ville gifte sig”.

Faderen i huset blev utrolig glad og sagde: ”hvor dejligt og velsignet, og hvilken storslået ting af dig at se”. ”jeg vil ikke selv gifte mig med hende” sagde Profeten (saws). Ud fra det faderen sagde kunne Profeten (saws) jo tydeligt se, at faderen troede, at det var derfor Profeten (saws) var kommet. Man kunne tydelig se, at faderen blev noget skuffet, han spurgte så, hvem det var Profeten (saws) havde tænkt sig, at hun skulle gifte sig med. ”Julaybib” svarede Profeten (saws). Da han sagde dette, blev faderen helt chokeret og bange.

 

Samura Ibn Jundub – En ung kriger

Denne sahabas mor kom til Madina med sin lille søn, på grund af hendes mands død. Hun lærte Profeten og hans sahaba at kende der, fordi hun ønskede at lære mere om Islam og at studere Koranen. Samuras mor var meget dygtig og havde en god opførsel, så hendes naboer kom hurtigt til at holde meget af hende, og de viste hende og hendes søn god islamisk gæstfrihed. De bød hende velkommen og behandlede hende på en meget ærefuld måde. Da sahaba i Madina hørte folk omtale hende så pænt, var der flere af dem, som friede til hende. Men hun tænkte meget på sin lille søn, hun ville ikke giftes med en hårdhjertet mand, som kunne ske at være hård ved hendes søn. Derfor ventede hun nogen tid med at beslutte sig angående ægteskab. Til sidst sagde hun at hun kun ville gifte sig med en mand, som ville være god mod Samura og som ville tage sig godt af ham.

En af sahaba lovede at han ville gøre dette, så derfor giftede de sig og han behandlede hende og Samura retfærdigt og godt. Han gav Samura meget opmærksomhed, han lærte den lille dreng Qur’an og om hvordan man skulle være en god muslim. Efterhånden som Samura blev ældre, var det tydeligt, at han havde været en god elev og havde lært meget. Han kunne huske flere kapitler af Koranen og mange ahadith udenad, fordi han ofte var sammen med Profeten (saws). Samura var meget ydmyg og interesseret, når han var sammen med de ældre sahaba.

I det tredje år efter Hidjra besluttede Quraish, at de ville forsøge at få hævn over muslimerne for deres tab mod dem ved Badr. Derfor sendte de en enorm hær for at ødelægge det muslimske samfund, som var begyndt at vokse i Madina. Da muslimerne blev klar over, hvad Quraish havde planer om, samledes de alle for at forsvare Madina. Der var stor interesse fra både unge og gamle om at være blandt dem, der skulle være en del af den muslimske mujahideen-hær. Der var endda helt unge drenge, som ønskede at være med i jihad for Allahs sag. Samura var en af de unge drenge. Men da Profeten (saws) så de meget unge drenge, beordrede han dem hjem til Madina.

Samura blev meget ked af det. Han skulle lige til at følge Profetens ordre om at tage hjem, da han hørte Abu Rafi’ (far til en af de unge drenge) bede Profeten (saws) om hans søn ikke nok måtte komme med i kamp. Abu Rafi’ sagde til Profeten (saws): ”O Allahs budbringer, min søn Rafi’ er en dygtig bueskytte. Jeg ønsker, at muslimerne skal få udbytte af hans evner”. Derfor tillod Profeten (saws), at Rafi’ alligevel kunne deltage i slaget.

Samura tænkte ”hvorfor kan Rafi’ deltage, når jeg ikke må, og vi er lige gamle?”. Samura gik hen til Profeten (saws) og sagde: ”O Allahs budbringer, du har tilladt Rafi’ at få den ære at deltage i kampen, men du vil ikke lade mig komme med. Hvis han og jeg skulle bryde mod hinanden, ville jeg kunne slå ham ud”.

Allahs profet (saws) accepterede og lod de to (Samura og Rafi’) bryde mod hinanden. Muslimerne så med fornøjelse på kampen mellem de to og til sidst vandt Samura kampen. Profeten (saws) var meget tilfreds med de to drenges iver, så han lod dem begge deltage i Uhud-slaget.

Under slaget kæmpede Samura tappert imod afgudsdyrkerne sammen med de andre kendte sahaba. Under kampen, råbte han ofte højt: ”Allahu Akbar!”. Da slaget var overstået, blev heltene og de udholdende æret. Samura var meget stolt over at være blandt dem, der havde fået den store ære, at forsvare Islam.

Samura døde i Basrah, Irak i år 679 eller 56 år efter slaget ved Uhud (år 59 A.H.). hele hans liv havde han levet for Islam og havde heltmodigt tjent Allahs sag.

 

 

 

Uddrag af Profeten Muhammeds (saws) liv

 

Profeten Muhammed (saws) blev født år 571 i Mekka, som ligger i Saudi Arabien.

Hans fader Abdullah døde, mens moderen var gravid, så den lille Muhammed (saws) blev født faderløs.

Da han var seks år gammel døde også moderen Amina bint Wahab og efterlod Muhammed (saws) forældreløs. Hans bedstefar (på faderens side) blev nu hans værge. Han havde en speciel status og stor indflydelse i Mekka. Han var en fornem sheik, som alle i stammen Quraysh så op til. På dette tidspunkt var Quraysh den førende stamme af alle stammer på den Arabiske Halvø. Bedstefaderen gav Muhammed (saws) kærlighed og tryghed, men denne tilstand varede ikke så længe. Bedstefaderen døde da Muhammed (saws) var otte år gammel. Derefter blev det onklen, Abu Talib, som tog sig af Muhammed (saws) og gav ham sin beskyttelse.

Da Muhammad (saws) var tolv år gammel, rejste han på forretningsrejse med sin onkel Abu Talib. Rejsen gik til Bilad Al-Sham (Syrien). Det var første gang Muhammed (saws) rejste udenlands.

Da han var femogtyve rejste han igen til Bilad Al-Sham, men denne gang som forretningsfører for den rige og noble Khadidja bint Khowaila. Khadidja havde hørt om Muhammeds (saws) troværdige og pålidelige væremåde. Hun havde betroet ham sine penge og forretninger.

Da Muhammed (saws) vendte tilbage fra Bilad Al-Sham friede Khadidja til ham og Muhammed (saws) accepterede. Han var da femogtyve og hun var fyrre.

Allerede før Muhammed (saws) blev profet, afskyede han afgudsdyrkelse. Hans had til denne form for tilbedelse var så stærk, at han aldrig deltog i ceremonier til ære for disse afguder. Ligeledes drak han aldrig alkohol.

Alle disse førnævnte karakteregenskaber, var alle skænket af Allah til profeterne, så de kunne blive rede til at modtage de guddommelige åbenbaringer. Alle profeter har været ufejlbare. Det betyder at de aldrig har syndet, hverken før eller efter de blev profeter.

Jøder og kristne som levede på den Arabiske Halvø, tillige med de som levede i de rundtomliggende lande, var antiseptiske angående den sidste profets tilsynekomst i verden, selvom det er nævnt i deres Hellige Bog, Det Gamle og det Nye Testamente.

I år 610, da Profeten Muhammed (SAWS) var fyrre år gammel, begyndte Allah (swt) at sende åbenbaringer ned til Profeten (saws) gennem englen Gabriel (as). Gabriel (as) lærte Profeten Muhammed (saws) den første Sura i Den Hellige Koran. Således blev Profeten Muhammed (saws) erklæret Profet i en alder af fyrre år.

Efter den dag, blev den hellige Koran åbenbaret til Profeten Muhammed (saws) med jævne mellemrum over de næste treogtyve år. Disse åbenbaringer kom, når det var nødvendigt at klarlægge forskellige omstændigheder og årsager.

Den Hellige Koran er Allahs Ord til Profeten Muhammed (saws) gennem englen Gabriel (as). Hverken Muhammed (saws) eller Gabriel (as) havde noget at gøre med denne bog, undtagen dens overbringelse til menneskeheden. Gabriel (as) reciterede Den Hellige Koran til Muhammed (saws), som lærte den udenad og viderebragte det lærte til folket. Muhammed (saws) bad nogle lærde mænd, som var hans venner (sahaba) om at nedskrive Koranen. Han var selv analfabet.

Det er vigtigt at nævne at hele Koranen var nedskrevet og ordnet i rækkefølge i Profeten Muhammeds (saws) levetid. Allah (swt) siger i Koranen i sura 3 vers 87: ”Søger nogen en anden religion end Islam, skal den ikke modtages af Ham, og han skal i det kommende liv være blandt taberne.”

Det betyder, at alle de der har kendskab til den sidste bog Koranen og den sidste profet Muhammed (saws), må følge islam.

Allah accepterer på ingen måde at man sætter partnere ved Hans side, eller fornægter noget af det åbenbarede, gør forskel på eller fornægter nogle af profeterne.

Før Profeten Muhammeds (saws) mission, var den Arabiske Halvø indhyllet i uvidenhedens mørke og tyranniets slør. Folket tilbad afguder. Hver stamme havde sin egen gud. Eftersom der fandtes 360 stammer var der også 360 afguder repræsenterede.

De stærke tyranniserede og undertrykte de svage. Stammekrige, plyndringer og landevejsrøverier hørte til hverdagen foruden slaveri, høj åger, hor, druk og hasardspil. Mange nyfødte pigebørn blev levende begravet, af frygt for at de skulle blive en økonomisk byrde for forældrene, når de voksede op. Kvindens stilling i samfundet var meget lav. De havde f.eks. ingen arveret efter deres familie. Kvinden blev betragtet som et andet stykke møbel eller som et dyr, man kunne bytte og handle med.

Ved profeten Muhammeds (saws) tilsynekomst begyndte en ny æra. Han viste folk den islamiske religion. Han pålagde folket at tilbede én Gud og at overholde de nye love og principper, som var helt fremmed for dem på daværende tidspunkt. De nye love kaldte menneskene til at gøre en ende på drab, røveri, druk, hor, hasardspil, slaveri, begravelse af nyfødte pigebørn og laden hånt om kvinders rettigheder, foruden alle de andre umoralske handlinger i den pre-islamiske tid.

Den islamiske religion, som nu blev pålagt af Profeten Muhammed (saws) førte til stor modstand og moralsk revolution fra araberne, især budskabet om kun at tilbede én Gud, Allah. Islam belærte også at der er et liv efter døden.

Den nye religion forkyndte lighed mellem folk, ærbarhed, barmhjertighed, gode relationer mellem slægtninge, venner og naboer, desuden en opfordring til at give almisser og kvinderne fik ret til at arve og eje formue og ejendom.

Størstedelen af de mekkanske afgudsdyrkere var utilfredse med den nye livsform. De forsøgte at bekæmpe Profeten Muhammed (saws).

De behandlede ham meget dårligt. De gjorde alt for at skade og håne ham. De kaldte ham ”Løgneren”, ”Den sindssyge”, ”Troldmanden” og ”Digteren”. ”Digteren” som Profeten (saws) blev kaldt refererede til den kendsgerning at Koranen er åbenbaret i en poetisk form.

Skønt folket før havde kaldt Profeten Muhammed (saws) ”Den Troværdige”, nedværdigede de ham nu med mange grimme navne og anerkendte ham ikke som profet eller sendebud. Disse polyteister plagede også hans tilhængere.

Profeten Muhammed (saws) blev med sine tilhængere forvist fra Mekka til ørkenen, hvor de levede en kummerlig tilværelse på hungersnødens grænse i tre år. Ikke desto mindre fortsatte Profeten Muhammed (saws) og hans følge at forkynde islam i Mekka de næste tretten år.

Efter disse hårde år beordrede Allah ham og hans følge til at emigrere til Medina. Denne emigration til Medina kaldet Hijra, bliver betragtet som en milesten i islams historie og er begyndelsen for den islamiske kalender. Medinas beboere støttede Profeten Muhammed (saws) og dér grundlagde han den første islamiske stat. Han tilbragte de sidste ti år af sit liv der.

I Medina var Profeten Muhammed (saws) lederen og dommeren og han havde kommandoen over hæren.

Disse ansvar var alle væsentlige led i rollen som profet og budbringer. Udover alle disse ansvar var han også fader til sine børn og ægtemand for sine hustruer.

Disse punkter illustrerer en af hovedforskellene mellem den muslimske og ikke-muslimske kultur. Islam er en omfattende religion, som dækker alle aspekter i livet. Derfor tror muslimerne ikke på en adskillelse af religion og stat, som er almindeligt i Vesten.

Profeten Muhammed (SAWS) var en god strategisk leder i forsvaret af Medina. Han var genial til at lægge taktik for hæren. Han udkæmpede mange slag imod de vantro og jøderne. Det blev gjort for at stoppe aggressionen fra disse grupper og for at forsvare Medina og dens befolkning.

Disse slag var også nødvendige for at klargøre vejen til islams spredning. Der kom hele tiden nye tilhængere til og snart var islam spredt og modtaget af alle indbyggere på Den Arabiske Halvø.

Profeten Muhammed (saws) sendte brevene til følgende ledere: Zæsar, den romerske konge af Byzant, Al-Mkawakas, prinsen af Egypten, Negrus, kejser af Etiopien, Khoshrou, konge af Persien, Al-Monzer bin Sawi, konge af Bahrain, Jeefar og Abda, de to konger af Oman og Huthah bin Ali, kongen af Al-Yamamah.

Profeten Muhammed (saws) indgik en 10-årig fredskontrakt med det mekkanske folk, men de krænkede og brød ofte den aftale. Folket i Mekka havde allieret sig med stammen Bakr. Denne stamme generede og dræbte mange medlemmer fra stammen Khuza’ah, som var gået over til islam og derfor selvfølgelig var Profetens allierede.

Enden på alle disse problemer blev at den muslimske hær med titusinde mand, drog mod Mekka. Det kom dog aldrig til kamp, da byen overgav sig.

Erobringen af Mekka blev betragtet, som den største triumf for den muslimske hær på grund af Mekkas status som hellig by og det var, og er stadig der, muslimerne udfører deres pilgrimsfærd. I Mekka ligger også Allahs hus, Ka’baen, som blev genopbygget af Profeten Ibrahim (as).

Mekka spillede også en stor rolle politisk og forretningsmæssigt, da det var hovedcenteret for alle stammerne på Den Arabiske Halvø.

Profeten Muhammed (saws) var selv født i Mekka og det samme var de fleste af hans tilhængere og de betragtede alle Mekka som deres hjemstavn. Mekka var byen hvor mange stammer samlede sig og lagde planer imod Allahs Profet (saws) og hans tilhængere (Sahaba).

Mekka var stadig center for modstandskraft mod islam. Disse årsager var grund til at erobringen af Mekka blev så betydningsfuld og Profeten Muhammed (saws) var fuldstændig klar over, at Mekka var det bedste sted til hovedcenter for spredning af islam mellem araberne.

Profeten Muhammed (saws) gik ind i Mekka på en ydmyg måde adlydende Allahs ordrer. Han kom ikke som den hovmodige erobrer, som folk ventede. Han var et tegn på en sand beskeden mand, der havde underkastet sig Allah (swt). Hans pande rørte næsten sadlen på hans kamel, da han red ind i Mekka.

Profeten (saws) tilgav alle i Mekka, der havde været imod ham og han beordrede sine soldater til ikke at harme nogen eller deres ejendom. Som en konsekvens af Profetens tolerante og betænksomme opførsel konverterede alle Mekkas indbyggere til islam. Derefter gav Profeten (saws) ordre til, at alle afguder skulle ødelægges.

Der fandtes 360 af dem rundt om og inde i Ka’baen. Statuer i alle former og størrelser af træ og sten, som de vantro havde tilbedt.

Efter erobringen af Mekka vendte Profeten Muhammed (saws) tilbage til Medina, hvor store skarer af mennesker kom for at konvertere til islam. Hver stamme sendte en delegation til Profeten (saws) for at lære islams principper specielt fra ham. Der var en del jøder og kristne, som ikke ønskede at ændre deres religion. De blev ifølge islams regler pålagt at betale en speciel skat imod fuld beskyttelse af den islamiske stat.

Muslimerne blev ikke pålagt den samme slags skat. Det er påbud i deres religion at give almisser foruden den obligatoriske skat, zakat. Dette er år er kendt i den islamiske historie som ”Året af delegationer”.

Profeten Muhammed (saws) blev leder af størstedelen af befolkningen på Den Arabiske Halvø efter at han havde grundlagt den islamiske stat.

Før sin død foretog Profeten Muhammed (saws) en pilgrimsrejse til Mekka. Han lavede tawwaf (gå 7 gange rundt om Ka’baen) og foretog andre obligatoriske ting. Senere under pilgrimsfærden leverede han sin berømte afskedstale.

Det følgende er en part af hvad han sagde. Denne prædiken blev holdt den 9. dag i Dhul Hijjah år 10 i Uranahdalen på Arafatbjerget:

”Oh folk! Hør opmærksomt på mig, for jeg ved ikke om jeg efter dette år er iblandt jer mere. Så hør derfor omhyggeligt på, hvad jeg har at sige jer og bring disse ord videre til dem, som ikke er til stede i dag.

Oh folk! Akkurat som I agter disse bjerge, denne dag, denne by som hellig, så agt hver muslims liv som en hellig pligt. Bring det betroede tilbage til dets rette ejer. Gør ikke nogen ondt, så de vil skade dig. Husk at du i sandhed vil møde din Herre og Han vil sandelig beregne dine gerninger.

Allah har forbudt rente, så derfor skal alle fra nu af, give afkald derpå. Din optjente kapital er din egen og kan ikke røres. Du må hverken tildele nogen skade eller selv lide uretfærdighed. Det er Allahs dom, at der ikke må beregnes renter og al forfalden rente til Abbas ibn Abdal Muttalib skal eftergives.

Enhver ret til blodhævn i islam er fra nu af ulovlig. Den første ret til hævn, som jeg frafalder, er mordet på Rabiah ibn Harith.

Oh folk! De vantro tillader sig at lave rod i kalenderen med henblik på, at gøre hvad Allah har gjort forbudt til noget tilladt og prøver at forbyde hvad Allah har tilladt. Ved Allah der er tolv måneder, fire af dem er hellige måneder, hvoraf de tre af dem kommer efter hinanden i rækkefølge. Den fjerde måned er mellem Jumada og Sha’ban.

Vogt jer for Satan for sikkerheden i jeres religion. Han har mistet al håb om nogensinde at lede jer vild i store sager, så vogt jer for ikke at følge ham i de små sager.

Oh folk! Det er sandt at I har visse rettigheder over jeres kvinder, men de har også visse rettigheder over jer. Husk at I har taget dem til ægte under Allahs tillid og med Hans tilladelse. Hvis de forbliver lydige, så er det deres ret at blive forsørget i venlighed. Behandl jeres kvinder godt og vær venlig overfor dem, for de er jeres partnere og hjælpere. Det er ikke tilladt for dem at oprette venskab med nogle, I ikke godkender og lad dem ikke gøre noget usømmeligt.

Oh folk! Hør på mig med alvor. Tilbed Allah, forret jeres fem daglige bønner, hold fast i måneden Ramadan og giv Zakat af jeres rigdom. Udfør pilgrimsfærden, om I har råd til det.

Hele menneskeheden stammer fra Adam og Eva. Ingen araber er bedre end en ikke-araber. En hvid er ikke bedre end en sort og en sort er ikke bedre end en hvid undtagen i fromhed og gode handlinger.

Husk at enhver muslim er broder til en anden muslim og at muslimerne udgør et broderskab. Ingen muslim kan lovmæssigt tage noget, som tilhører en anden muslim uden at det er givet til ham frivilligt. Begå derfor ikke uretfærdigheder imod jer selv. Husk at du en dag vil stå frem for Allah og svare for dine handlinger. Så vogt jer for ikke at fare vild fra retfærdighedens vej, efter at jer er gået bort.

Oh folk! Ingen profet eller apostel vil komme efter mig og ingen ny religion vil se dagens lys. Vær derfor fornuftig, mit folk, og forstå de ord jeg overbringer jer.

Jeg efterlader mig to ting: Den Hellige Koran og mit eksempel Sunna. Hvis I følger disse to ting vil I aldrig fare vild. Alle som har hørt mig skal lade mine ord gå videre til andre og de andre igen til andre og må de sidste forstå mine ord bedre end dem, som lyttede direkte til mig.

Vær mit vidne, oh Allah, at jeg har overbragt dit budskab til Dit folk.”

År 633 døde Den Hellige Profet (saws). Han blev 63 år gammel. Straks efter Profetens død kom Abu Bakr ud og sagde til folket: ”Sandelig de som tilbad Muhammed (saws) ved, at han nu er død, men de som tilbeder Allah ved, at Allah er i live og aldrig vil dø.”

Derefter reciterede han dette vers fra Den Hellige Koran sura 3 vers 144: ”Muhammed er kun en apostel. Mange apostle er gået bort før ham. Hvis han dør eller bliver dræbt, ville I så vende jer om på jeres hæle? Og hvis nogen vender om, vil han ikke harme Allah det mindste, men Allah vil straks belønne den, som tjener Ham af taknemmelighed.”

Profeten (saws) blev begravet i sit og hustruen Aishas hus. Huset lå meget tæt på Profetens Moske. Størstedelen af besøg dertil, finder sted i forbindelse med pilgrimsfærden. Mindre end to århundrede efter Profeten Muhammeds (saws) død, var islam spredt over et enormt område, som strakte sig fra Kina i øst til Spanien i vest. Det islamiske imperium blev det største nogensinde i menneskehedens historie. Islam var motivet for denne utroligt imponerende udstrækning. Det var islams lære, der lå til grund for denne utrolige hurtige og vidt udstrakte udbredelse af den muslimske tro.

I dag er der mere end en milliard muslimer i verden. De fleste lever i de 46 muslimske lande i Asien og Afrika. Indonesien er det største muslimske land i verden. Der lever også millioner af muslimer i ikke-muslimske lande, fx Indien, Kina og i Rusland, foruden at der kommer flere og flere i USA og Europa.

 

Venligst udlånt af Karima Hvarregaard